»Lad os afsøge hvert et hjørne af byen«, synger Kristoffer Munck Mortensen fra en lille scene i Haveselskabet ved Frederiksberg Have, og lige nu og lige her er København i et mildt hjørne.
Tekstlinjen fra scenen er fra 'Et øje', som vist er det nærmeste, Mellemblond foreløbig har været på at have noget i retning af et radiohit i gruppens fem år lange pladekarriere.
Funklende i det halvskjulte
Selv om anmeldere har drysset stjerner og hjerter ud over Mellemblond, hver gang Kristoffer Munck Mortensen og hans band har givet lyd fra sig, er gruppen fortsat funklende i det halvskjulte.
Det med at være halvt noget og halvt noget andet passer nu meget godt på det københavnske band, som her en tidlig solramt aften under jazzfestivalen har samlet et pænt stort publikum på plænen foran scenen i Haveselskabet.
Sammensatte stemninger og følelser præger Kristoffer Munck Mortensens roste sangskrivning, og alligevel er den melodisk, så tæer af sig selv fornøjet vipper med rundt omkring i haven, mens den lidt bly sangskriver, sanger og guitarist Mortensen synger 'Et øje' og andre numre fra Mellemblonds katalog.
Guide: København flyder over med festivalerVejr og vind, luft og lys
Jazz er det ikke. Gruppen er da også programsat under overskriften 'Something Else' i Haveselskabet, hvor høje graner skaber en myndig kontrast til den flygtige sommerblå himmel.
Det er musik, der leder tankerne hen på Kurt Viles og Bonnie Prince Billys diskrete facetterede stemningsmusik, men også på den strengeringende lethed hos Belle & Sebastian og ikke mindst på et inspirerende, nærende, godt dansk digtersprog.
Og så på natur. Uden at han vader rundt i naturmetaforer, får Kristoffer Munck Mortensen vejr og vind som luft, lys og himmelvæde til at lyde i sine sanges personlige åndedrag.
Natur er da også noget af det gods, Kristoffer Munck Mortensen nævner som inspirerende, når han mere end en anelse modstræbende presses til at sætte nogle ord på sine kilder.
Utallige roser
»Sjællands kyst. Så præcist kan det godt blive. Jeg vil helst ikke ud med, hvilke konkrete steder jeg privat holder af. Men vand og strand er jeg glad for«, kommer det nølende, da Kristoffer Munck Mortensen en morgen har sat sig i Kaffebaren på Amager for at snakke om Mellemblond.
Med sig har han vinylversionen af gruppens album 'Lysvågen' fra tidligere i år.
Om pladen skrev Klaus Lynggaard i Information: »Det er den smukkeste og mest indbydende indierock (i ordets allerbedste betydning!), der tænkes kan, gennemlyst af en usædvanligt skærpet poetisk sans, som simpelthen løfter lytteren«.
Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske Tidende lovede sine læsere, at »'Lysvågen' er en af de stærkeste dansksprogede plader, I kommer til at høre i år«.
Her i avisen skrev Kim Skotte, at 'Lysvågen' åbner for, at Mellemblond får flere lyttere end før: »Lyse, drømmende guitarfigurer og luftigt trommespil løfter 'Vågnede en morgen', 'Et øje' og neo-folkevisen 'Vindtunnel' op på et poetisk niveau, som normalt er reserveret en Jens Unmack«.
LÆS ANMELDELSE
Musik ned i stavelserne
Siddende over for Kristoffer Munck Mortensen i dagligstueagtige rammer på Kaffebaren tænker jeg, at denne her venlige og lidt tilbageholdende 34-årige fyr med det iagttagende blik i øjne så overraskende formfuldendte som pasticheblikke på billeder af såkaldt 'grædende børn' simpelt hen laver musik, man kan blive stille svimmel af.
En del af inspirationen til at skrive en linje som »lyset bøjer sig i støvet« kommer fra de digtere, som Kristoffer Munck Mortensen har læst så mange af, og som Mellemblond tidligt i pladekarrieren selv nævnte i deres pressemeddelelse.
En af dem var den ikke for lette Sophus Claussen, hvis symbolik man – heldigvis – stadig mere end 70 år efter hans død diskuterer på det danskstudie, Kristoffer Munck Mortensen i en kort periode år tilbage snusede lidt til. Hvad han ikke er meget for at tale om.
Så hellere snakke lyrik:
»Da vi skrev det om inspiration fra ældre digtere i pressemeddelelsen, tænkte jeg nu mest på den måde, hvorpå jeg gerne vil bruge sprog. Jeg går op i ordenes klang. Det er den, der får et digt til at spille. Det er vigtigt, at der er musik i linjerne, i ordene – ja helt ned i stavelserne. Nogle gange får man noget forærende«.
Så du kan have en fornemmelse af at have skrevet noget, du ikke vidste, du ville og kunne skrive?
»Sådan er det som regel. Mere, end det ikke er. At skrive er en balance mellem at tænke sig om og ikke tænke sig om. Der er jo et rum mellem her og der«, siger han og peger først på sig selv og bagefter på et stykke imaginært papir på kaffebordet.
Weltschmerz-typerne
Du er blevet sammenlignet med mange gamle digtere og ikke de letteste. Hvad har du selv læst for nylig?
»Jeg læser altså også yngre digtere. Men jeg har lige læst en masse Schade. Det er meget spændende. Han er lettere i stemningerne, og måske er det derfor, jeg læser ham nu. Han er ikke så tung som weltschmerz-typerne. Han skriver ligetil, men samtidig dybt og nogle gange mærkeligt. Han kan skrive sådan noget som »du er ligesom en steg«, for det er, som om han ikke er bange for sproget og må det hele. Det er spændende. Der er ikke så meget stilistisk blokering«.
På 'Lysvågen' åbnede du selv for en ny og lidt lettere sangskrivning?
»Ja, det var en af tankerne bag 'Lysvågen'. At prøve at skrive fra et sted, hvor man gerne må mere. Det er et spændende sted at være, og det er interessant at arbejde med at prøve at få flere slags humør ind i sangene. Der må stadig gerne være lidt modhager i dem. Men de behøver ikke at være der. Jeg kan også godt lide det helt enkle. Tag et nummer som George Harrisons ’Here Comes the Sun’. Den er stille og rolig og dejlig. Helt salig. Der er jeg ikke selv helt endnu. Men måske kan det komme«.
Det passer vel også meget godt med bandnavnet, at stemningerne ikke er så enkle endda?
»Ja. At de ikke er så klart enten det ene eller det andet. Mere den gyldne, mellemblonde vej«.
Kernen i dig selv
Under koncerten i Haveselskabet nøjes publikum ikke med at vippe tæer, som sangene skrider frem.
Der klappes, der nynnes, og der smiles til lyden af klare guitarstrenges impressionistiske leg, et indimellem småsyret keyboard og Kristoffer Munck Mortensens velmodulerede stemme.
»Åh, hvor lyder det godt«, siger en yngre fyr, der har rejst sig for at smådanse på det tæppe, han oprindelig havde sat sig selv og sin søn på.
LÆS OGSÅ Sommerferie-festival samler stærke danske navne på stranden
På scenen virker Kristoffer Munck Mortensen koncentreret om gruppens optræden. Mellem numrene snakker han en smule til publikum om titler og om inspirationer.
Det sidste dog uden at komme ind på, hvad han under interviewet nåede frem til at være allermest inspireret af:
»Jeg skriver for det meste sangene hjemme, men egentlig betyder det ikke så meget, hvor jeg er. Miljøet omkring dig kan skifte. Forskellige steder og oplevelser kan åbne op og være med til at give nye indfaldsvinkler til at skrive. Men det er kernen inden i dig, som er det vigtigste. At det er det, du har med dig, som er dit stof – det er da en god pointe«.
fortsæt med at læse
