Aarhus melder fuldt hus under Northside

Overnattende. Northside Festival tilbyder ikke officielt overnatning.
Overnattende. Northside Festival tilbyder ikke officielt overnatning.
Lyt til artiklen

Northside Festival har fyldt hoteller, hostels og campingpladser i Aarhus.

Scandic har tre hoteller og mere end 500 værelser i byen. De er alle fuldt optaget i aften.

»De fleste hoteldirektører i Aarhus smiler i den her weekend. Vi gør i hvert fald«, siger Jesper Buus, regionsdirektør for Scandic i Midt- og Nordjylland.

Northside Festival har afsat 20 procent af deres billetter til københavnere i år og 1.000 til udenlandske festivalgængere. Og det betyder unægteligt, at flere har søgt efter overnatning i år.

»Aarhus er mere international i den her weekend, end den plejer at være. Vi kan især se, at en større andel af gæsterne er englændere i vores statistikker«, siger Jesper Buus.

Fulde huse
Også Hotel Cabinn ved åen i Aarhus C, der har plads til omkring 500, melder om fuldt hus.

»Der er rift om pladserne, og mange af gæsterne siger, de skal til Northside Festival. Vi kan sagtens mærke på vores værelsessalg, at der er mange mennesker i byen. I løbet af ugen har mange måtte ringe forgæves«, siger Marie Louise Bahr, der modtager bookinger i receptionen.

På Danhostel er billedet det samme. De 151 pladser har været lejet ud længe, især til festivalgæster fra Sjælland.

»Vi kan selvfølgelig mærke, at der er Northside Festival. Det er flere måneder siden, at vi blev booket op, så mange har ringet forgæves«, siger receptionist Tine Vangkilde.

Flere udenlandske gæster
På Aarhus Camping har særligt mange slået teltpløkker i. Også her kan de mærke, at Northside Festival løber af stablen. Alle 22 hytter blev reserveret for flere måneder siden. De 100 teltpladser er også optaget. Og der kun få tilbage af de 220 såkaldte strømpladser, hvor gæsterne selv skal medbringe telt eller campingvogn med.

»Det var det samme sidste år, bortset fra at der er kommet flere udenlandske gæster i år. Gæsterne kommer alle steder fra – England, Schweiz, Norge, Sverige, Holland og hele Danmark«, siger medejer Birgit Nielsen.

Det hører med til historien, at Northside Festival falder sammen med Aarhus Challenge triatlon denne weekend, og det har lagt ekstra pres på beværtningerne.

»Der er mange, der har ringet forgæves. Det er ærgerligt, at de to arrangementer falder sammen. Man vil jo gerne hjælpe dem alle sammen, men det kan ikke lade sig gøre«, siger Birgit Nielsen.

Morgenfest på campingpladsen

En af dem, der skal overnatte på Aarhus Camping er Amalie Olesen.

»Det skaber mere festivalstemning at bo i telt, og det er billigere og hyggeligere end at bo på hotel«, siger hun.

Men det der med festivalstemning savner veninderne på Northside Festival. De er trætte af, at der ikke er campingområde på festivalen.

»Men det gør ikke, at man vælger festivalen fra«, siger Freja Hornstrup Lund.

De har da også allerede aftalt morgenfest på campingpladsen med andre festivalgængere.

Northside Festival går ikke efter at udvide med teltområde. Det tager fokus fra musikoplevelsen, er budskabet. Og det er en beslutning, som deler vandene.

Mange af de ældre festivalgængere, som Ibyen.dk møder, er ret godt tilfredse med at sove hjemme eller på hotel, mens mange blandt det yngre publikum efterlyser et campingområde.

»Det kunne være vildt fedt, hvis der var overnatning her. Så ville det føles mere som en festival«, siger Mie Mølgaard.

Hun og veninderne er fra Horsens og bliver fragtet frem og tilbage af deres forældre og af DSB. De blev nødt til at vælge hotel fra for at spare penge.

Northside Festival har plads til at udvide, hvis kommunen er velvillige. Der ligger nemlig et areal ved siden af musikområdet på størrelse med fire fodboldbaner.

FACEBOOK

Katrine Jo Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her