Forrygende performer giver sidste koncert inden barslen

Energibombe. Barbara Moleko er blandt andet kendt for sine energiske sceneshows.
Energibombe. Barbara Moleko er blandt andet kendt for sine energiske sceneshows.
Lyt til artiklen

Det er ikke kun Barbara Molekos fanbase, der er vokset en hel del det seneste års tid. Det er hendes mave også.

Den dansksydafrikanske sangerinde, som sidste år solodebuterede med pladen ’Lykken er ...’ og siden har sparket benene væk under radiolytterne med hittet ’Dum for dig’, er nemlig gravid.

1. oktober går hun på barselsorlov, men inden da kan hun lige nå at runde et hektisk live-år af med en koncert på Vega på lørdag.

Og det bliver garanteret festligt. Barbara Moleko er nemlig kendt som en forrygende performer, der vinder de fleste over med sin stemme såvel som sin charme.

Smittende energisk og charmerende klodset

»Moleko var aldeles fortrinlig live. Dels takket være sin uhyre smittende energi, effektive ansigtsmimik og ganske forrygende klodsethed, der både udmøntede sig i et væltet mikrofonstativ og et fejlslagent »Glædelig fredag!« -udbrud, for en stund havde hun glemt, at det var lørdag«, skrev Politikens Pernille Jensen for eksempel i sin anmeldelse af Barbara Molekos koncert i Vega i januar.

Når Barbara Moleko atter står på scenen på Vega, bliver det sammen med en hær af hemmelige gæster.

Det er dog sikkert og vist, at opvarmningen ligger i hænderne på den danskcolombianske soulsangerinde Emilie Ramirez og Aalborg-rapperen Danni Toma.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her