En hvidklædt mand kommer dansende ind på en salsaklub i Montreal, fulgt af en lille forsamling, der også tæller en mandshøj plyskanin.
De groover sig op ad trappen til klubben, og i samme nu forvandles den snævre opgang til et psykedelisk virvar af lysglimt og lilla lametta. ’Arcade Fire’, står der med kulørte lysstofrør. ’Here Comes the Night Time’.
Og ganske rigtigt.
Manden i det hvide jakkesæt, der er pyntet med postkasserøde Rorschach-lignende plamager, er frontmand Win Butler, og med sin lange tunge krop danser han sig stivbenet op igennem menneskemængden.
En slukøret Bono
På scenen står resten af bandet.
Men i stedet for Butler er Arcade Fire ført an af en mand med et aflangt papmachéhoved, som ryster lidt halvhjertet med en maraca.
I hvert fald indtil Butler skubber ham hårdt ned fra scenen og sender ham over i klubbens fjerneste skammekrog, hvor en anden aflagt frontmand står med sit papmachéhoved under armen. Det er den amerikanske skuespiller Ben Stiller, og han ser slukøret ud. Det samme gør maracasmanden, da han skuffet har vristet papmachéhovedet af.
Det er Bono. Forsanger i U2 og erklæret fan af Arcade Fire.
Det syv m/k store canadiske rockband, der i går udgav deres fjerde album, ’Reflektor’, og har gjort det med en konfettikanon af en kampagne, hvor den 22 minutter lange koncertfilm ’Here Comes the Night Time’, der var en forlængelse af bandets optræden i det amerikanske tv-show ’Saturday Night Live’, var den flamboyante kronjuvel. Løssluppen, gakket og i glimt endda selvironisk, hvilket ikke just er nøgleord, der før har virket ligetil i beskrivelsen af de seriøse canadiere.
Arcade Fire røber albumnavn med storby-graffitiMen at ’Reflektor’ vil noget andet stod allerede klart tilbage i september, da det over syv minutter lange titelnummer udkom og som en verdensfjern og diskofil dagdrøm vind og skæv på bongotrommer og englekor varslede lyden af noget tøjlesløst og hedonistisk.
Noget, der skulle få hæmninger til at forsvinde og masker til at falde.
Til koncert som tiger
Ironisk nok var det netop en maske, jeg stod og svedte under torsdag aften i sidste uge uden for det lokale kulturhus i Little Haiti-bydelen i Miami.
Ellers kunne jeg ikke komme ind. Sådan var reglerne. Jeg brugte derfor det meste af dagen på at støvsuge solskinsbyen for en udklædning.
Og der stod jeg så. Som en halvstuderet tiger blandt figurer som en buddha, julemanden, et styk slutty Snehvide og nogle hundrede andre, der havde fået fat i de eftertragtede billetter til en af de små eksklusive koncerter, Arcade Fire har spillet som optakt til udgivelsen af ’Reflektor’.
LÆS KONCERTANMELDELSE
På slaget 21 går bandet på scenen. Det er dog Win Butler, som – med samme akavede dans, som han indledte ’Here Comes the Night Time’ med – indtager rollen som det naturlige midtpunkt, imens hans hustru, Régine Chassagne, vimser rundt i et skøjteprinsesseinspireret kostume med et stort smil.
Mere dramatisk er keyboardspiller Will Butler, der er Win Butlers lillebror og nærmest komisk ekspressiv i en grad, så det ser ud, som om han får elektrisk stød, hver gang hans strittende fingre rammer tangenterne. Og det gør de tit.
Krydderi fra Arcade Fires bagkatalog
Bandet spiller en times tid, og det er de nye numre, der dominerer med en markant mere groovy rytmesektion end tidligere.
Der er masser af percussion, og den velafbalancerede rocklyd fra ’The Suburbs’ synes erstattet af et mere sprælsk og fabulerende udtryk.
LÆS ANMELDELSE
Win Butler, der egentlig meget passende er klædt i en guldjakke, tager ordet.
»Godaften. Vi er The Reflektors. Det er vores første besøg i Florida. Tak fordi vi måtte komme«, siger han og fortsætter, som om intet var hændt.
På intet tidspunkt bliver ordene Arcade Fire nævnt. Heller ikke selv om bandet undervejs krydrer koncerten med højdepunkter fra bagkataloget, hvor en sprængfarlig ’Neighborhood #3 (Power Out’) står tilbage som aftenens store ekstatiske kulmination.
»The Reflektors er lidt sære«
Så da jeg næste dag sidder over for halvdelen af bandet på den lille haitiske restaurant Tap Tap i Miami, er der et spørgsmål, der presser sig på.
Hvad er forskellen på The Reflektors og Arcade Fire?
»The Reflektors er lidt sære«, mumler Will Butler, der er påfaldende mere afdæmpet end på scenen. Ved siden af ham sidder Régine Chassagne og trommeslager Jeremy Gara.
De forsøger lidt i munden på hinanden, og for første gang i den halve time, vi taler sammen, synes de at vakle. Måske fordi det nu engang er ret pinagtigt at skulle forklare en joke? Butler prøver alligevel.
»The Reflektors har også langt færre sange, end vi har. De har kun i omegnen af ti sange, det er alt«.
... og nogle af de sange findes tilfældigvis også på den nye Arcade Fire-plade?
»Ja, præcis!«. De fniser.
Følger en tråd
Det albumklingende alias er tilsyneladende ikke noget, bandet tillægger den store betydning. Hvilket egentlig er underligt.
For det er sjældent, Arcade Fire gør noget, der ikke virker gennemtænkt.
Tilbage i 2004, da bandet turnerede med debutalbummet ’Funeral’, spillede de en række koncerter i kirker for at understrege albummets tema, der udsprang af, at flere af bandmedlemmerne mistede nære familiemedlemmer under pladens tilblivelse.
Da de i 2010 udgav det grammybelønnede album ’The Suburbs’, skete det med en interaktiv musikvideo til sangen ’We Used to Wait’, der via Google Street View fulgte en fugleflok på træk hen over land og endte i hver individuelle seers egen barndomsgade.
Og nu sidder vi på en haitisk restaurant efter at have været til koncert i Little Haiti aftenen før med musik, der låner nogle af sine mange inspirationskilder fra Régine Chassagnes haitiske aner.
»For os handlede det om at følge en tråd«, forklarer Jeremy Gara. »Og er man begyndt på noget, kan man lige så godt gøre det ordentligt færdigt. Det er derfor, vi er på haitisk restaurant i dag. Vi har arbejdet så hårdt på det album, så hvorfor ikke bare knokle videre med lanceringen af pladen?«, spørger han retorisk.
»Vi besluttede eksempelvis selv, at disse interview skulle foregå her, fordi vi spiste på denne restaurant, aftenen før vi tog til Haiti sammen for første gang«.
»Det gav mening for os«, siger Régine Chassagne på sit forsigtige cirkusengelsk. »Det er relevant for den kunst, vi laver«.
»Det hele skal hænge sammen«, forklarer Jeremy Gara. »Vi ville også hellere have et kridttegnet pressefoto til ’Reflektor’-singlen end ...«.
»... et kedeligt pressebillede af os, hvor der står ’uuh, ny plade’«, siger Chassagne med slet skjult vrængen.
»Vi ved bare, at i det øjeblik, vi giver slip og overdrager kontrollen til nogle andre, så går det galt. Og så er det bare ikke sjovt længere«, forklarer Will Butler.
Én cd per land
Men selv om det har været sjovt at se storebror Butler skubbe Bono ned fra scenen på en salsaklub i Montreal, og selv om det også var vældig skægt at være inkognito-tiger til en Arcade Fire-koncert, har bandets lancering af ’Reflektor’ samtidig været usædvanlig kontrolleret.
Eksempelvis har hvert land fået ét cd-eksemplar, som journalister og anmeldere på tur har fået lov til at komme på besøg hos Universal for at lytte til. Cd’er, der tilmed har været trykt i ekstratykke udgaver, så de ikke kunne sniges ned i et cd-drev på en computer.
For selv om Arcade Fire prædiker vildskab, karneval og hæmningstab, har bandet samtidig ført en benhård nultolerancepolitik i lanceringen, af frygt for at pladen skulle blive spredt illegalt på nettet.
LÆS OGSÅ Indiehelte finder vej til Obamas spilleliste
Hvorfor var I så nervøse for, at albummet skulle leake?
»Fordi så ville albummet være leaket«, griner Jeremy Gara.
Men stadigvæk ... I ved, at det sker før eller siden. Nogle kunstnere lader endda frivilligt deres musik leake, fordi det genererer hype og er med til at sprede musikken lynhurtigt. Hvorfor har I modarbejdet det sådan?
»I det store hele har vi kun et meget lille output«, forklarer han. »Vi har vores plader og nogle musikvideoer. Det er alt«.
Ingen af de andre tager tråden op, så trommeslageren fortsætter:
»Det svarer jo i virkeligheden til, at jeg skal fejre din fødselsdag på fredag. Men allerede om tirsdagen er du helt oppe at køre. »Jeg vil have alle mine gaver nu!«, siger du. Men det kan der altså ikke være tale om. Og det er ikke, fordi vi er ignoranter. Vi ved godt, hvordan det fungerer. Men udgangspunktet for os er nu engang, om musikken er ude i verden eller ej. Og det er det, der betyder noget«.
fortsæt med at læse
