Finurlig krøltop rydder bordet ved Danish Music Awards

Vinder. Marie Key fik seks prestigefyldte DMA-statuetter.
Vinder. Marie Key fik seks prestigefyldte DMA-statuetter.
Lyt til artiklen

Årets danske album, årets danske kvindelige kunstner, årets danske hit, årets danske sangskriver, årets danske popudgivelse og årets danske livenavn.

At 2013 har været Marie Keys år, er der til aften blevet sat en tyk, fed streg under ved prisuddelingen Danish Music Awards. Med albummet 'De her dage' og ikke mindst nummeret 'Uden forsvar' har hun hittet stort på festivaler, i radioen og hos anmelderne.

Det har hun nu fået betaling for i form af seks prestigefyldte DMA-statuetter.

Danish Music Awards er musikbranchens ældste prisfest og har tradition for hvert år at uddele en ærespris. Den gik i år til veteranerne fra Shu-Bi-Dua.

Michael Bundesen viste sig på en scene for første gang efter sin hjerneblødning i maj 2011, og der var stående applaus i hele salen, da han fik overrakt hæderen af sidste års vinder, Thomas Helmig.

Spotify: Nik & Jay er Årets Nytænker

Den unge danske duo Quadron løb også med en smule spotlyset. Bandet modtog både priserne 'årets nye danske navn' og 'årets danske urbanudgivelse'. Samtidig modtog Robin Hannibal, der udgør den ene halvdel af Quadron, prisen som 'årets danske producer'.

Heavydrengene fra Volbeat kunne lade sig hylde som årets danske gruppe og takke for prisen for årets danske rockudgivelse, mens Shaka Loveless blev årets danske mandlige kunstner.

I alt blev der uddelt 19 priser ved Danish Music Awards, som blev afholdt i Forum i København.

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her