Navnet L.O.C. har aldrig stået på listen over Guds bedste børn. På ti år er han gået fra absintboblende antihelt gennem misbrugsbekendelser og tusmørkesind til stort orkestreret holmgang med de syv dødssynder. Nu tager hiphoppens ypperstepræst endnu et fast greb i kødets lyster og livets laster. Tvetydigt hyler det nye album af fryd og nedsmelter samtidig i det selvdestruktive mørke, der altid hænger som en klagende tone bagest på L.O.C.s stemme.
LÆS OGSÅ L.O.C: Mit mest ubehagelige album til dato
Med ’Libertiner’ viser 31-årige L.O.C., at han ikke er blevet mildere med årene, og lader de første linjer vise vejen: »Kryds dit hjerte ud og syng din halleluja/ mens vi går den modsatte vej af, hvad Gud gør«.
For L.O.C. er libertineren en dameglad levemand, der tager sig friheder og ikke skeler til de moralske linjer, mange andre indhegner deres liv med. Men frihed er en beskidt affære, der har flere hængepartier i helvede end kommende aftaler i himlen.
Fornemmelse for det fængende omkvæd
Undervejs i sin forvandling fra aarhusiansk outsider til folkelig hiphopstjerne med blodskudte øjne har L.O.C. skiftet det hoppende West Coast Beat ud med dunkel synthesizerpop, der efterhånden har mange underjordiske forbindelser til tidens basdrevne klubmusik. Med fornemmelsen for det fængende omkvæd som drivkraft i hver sang på ’Libertiner’.
Melodien på forfængelighedsfortællingen ’Ung for evigt’ og USO’s kvikke sang på den overraskende lyse ’Momentet’ er pop-perfekte og garanti for radiosucces og fællessang, når L.O.C. optræder på årets Roskilde Festival. Selv når han støjskriger sit (selv)had ud og skruer op for technoen på ’Langt ude’, er L.O.C.s melodistykker lette at få på hovedet – i al deres maskuline hårdhed: »så i nat vil jeg gøre noget for dig/ elske med den du hader allermest/ for jeg er ligeså langt ude som du siger«.
