Lyt til artiklen
Der kommer åbenbart altid en canadier stigende ned fra de evige skove for at vise amerikanerne, hvordan tingene skal gøres. Om det er Neil Youngs vanding af rockrødderne, Arcade Fires definition af indierock eller Joni Mitchells poetiske inderlighed, har canadierne gjort et vis indtryk på musikhistorien.
Sænkede parader
Og nu er det så hiphoppens tur til at blive udvidet med canadisk elegance og en følsomhed, der spænder en wire ud mellem Mitchells nøgne udtryk og Kanye Wests poprefleksioner.
Navnet på manden bag et af årets mest omtalte album er Drake. Eller Aubrey Drake Graham. Og hvis man har lagt øret til lidt af de sidste par års hiphop og pop, er det ikke første gang, man hører om Torontos 25-årige gulddreng.
Drake har i et par år været en del af Lil Waynes entourage og lånt sin bløde stemme ud til Eminem og Jay-Z. Og dér hentet lidt af den gaderespekt, man mangler, når man har gået på privat skole og aldrig sat tænderne i asfalten.
Svækket weekendhjerte genopfinder r'n'b Men som solist har Drake sænket paraderne og rendyrket sin sårbare side. Det gjorde han allerede på debuten ’Thank Me Later’, og nu skruer han op for selvbekendelserne på den aktuelle opfølger. Hen over simple pianostykker, i et let blafrende slør af synthakkorder og henslængt på minimalistisk prikkende basfigurer, smyger Drake stemmen mellem sit drævende rap og autotunede r’n’b-passager.
