Politikens musikalske julekalender: 5. december

pletskud. Sky Ferriera rammer følelsen af at have trukket i nitte i kærlighedens nådesløse tombola  perfekt med sin kuldslåede goth-popsang.
pletskud. Sky Ferriera rammer følelsen af at have trukket i nitte i kærlighedens nådesløse tombola perfekt med sin kuldslåede goth-popsang.
Lyt til artiklen

Sky Ferreira: 'Everything is Embarrasing'

Sky Ferreira var ikke en gang født i de lige så pastelfarvede som sortrandede 1980'ere, der flyder sammen som mascara ned over en skjorte med skulderpuder på den eminente 'Everything is Embarrasing' fra ep'en 'Ghost'.

Ferreira er årgang 1992. Men ved første syntetiske trommeslag kan man godt få den tanke, at 'Everything is Embarrasing' er (endnu) en glemt sag fra det årtis overskudslager af new wave pop. En af dem, der ikke blev til noget, da New Order allerede havde udsendt 'True Faith'.

Men det ville være at undervurdere den brillante bittersødme, der folder sig ud, når Ferreira næsten mumler det cirkulerende omkvæd: Maybe if you let me be your lover/ Maybe if you try I would not bother. Sunget med en resigneret stemme henover et par udflydende lydflader, der trækker Badalamenti-tågerne sammen mellem ørerne. Rumklang og modløshed er der nok af.

Selv om vi skriver 2012, er følelsen af at have trukket i nitte i kærlighedens nådesløse tombola er den samme som i 1982, og Sky Ferriera rammer den perfekt med sin kuldslåede goth-popsang, der hjertebløder lige så stille, mens den danser langsomt videre gennem natten. Alene.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her