Politikens musikalske julekalender: 14. december

Lyt til artiklen

Bobby Womack: 'Please Forgive My Heart'

Bobby Womack stråler over alle de mange mere og mindre heldige comebacks i år (hej-hej Aerosmith). Allerede på førstesinglen, ’Please Forgive My Heart’ til den 69-årige soulsangers første album i 12 år, ’The Bravest Man In The Universe’, understreger Womack, at han ikke er tilbage fordi pensionstilværelsen begyndte at kede ham. Han er tilbage for at gøre regnskabet op.

Womack er ikke hvem som helst. Oplært af soulmusikkens første Don, Sam Cooke, spredte Womack soulhits på hitlisterne i 1960’erne og 1970’er med ’Across 110th street’ som et af kardinalpunkterne.

LÆS OGSÅ Den store soulstemmes comebackalbum er fremragende

Men musikken blev hurtigt et skalkeskjul for et turbulent familieliv med spædbarns død, selvmord og et heroinmisbrug, der endte med at rive det hele fra hinanden og sende Womack ud i glemsel.

Viser livets sande natur

På den måde endte han faktisk med at være hvem som helst. Og det er med den ydmyghed i stemmen, han nu vender tilbage. For at bede om tilgivelse. Ikke overfor offentligheden, men overfor livet.

»I could try to say I’m sorry/ But that won’t be quite enough«, synger Womack med en stemme, der tør vise sin dybe ar og hæst står ved sit skamferede væsen. Womack synger fra det sted, han er nu og forsøger ikke at genoplive fortidens jubelstunder. Han er her nået hertil på trods af livet, og han er her nu for at komme videre.

Det sidste sørger det brillante producermakkerpar for. Den inspirerende pladeselskabsdirektør Richard Russel og den utrætteligt engagerede Damon Albarn har svejset en elektronisk sitrende produktion sammen, der suger fra Londons klubmusik for at ende som det 21. århundredes soul musik.

Med ’Please Forgive My Heart’ prøver Womack ikke få livet til at se godt ud. Men for at fremvise det i al dets flossede natur.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her