Så sidder man der. I et musiklokale ved havnen i Vordingborg over for en fyr fra Irland. Der har en idé. »Hvad nu hvis temaet er, at de her to mennesker endeligt erkender, at de bare ikke var rigtige for hinanden, men at de jo ikke er dårlige mennesker af den grund?«. 37-årige Parisch Browne kigger tydeligt opmuntret på mig, mens han slår en slags G-akkord an på guitaren og gentager vores bedste linje indtil videre: »We are not bad people«. Det klinger meget godt Det klinger meget godt, synes vi. Parisch og jeg. For halvanden time siden sagde vi hej til hinanden for første gang, og om ti minutter skal vi ind foran de andre i rundkredsen og spille vores første sang.
Mildest talt et lidt andet tempo, end det, jeg er vant til, men det er også lige præcis meningen med disse co-writing sessions, som er en fast bestanddel af amerikanske Brett Perkins’ workshopper. Tænk som børn Det handler om at bryde de faste rammer og rutiner, der for mange sangskrivere på et eller andet tidspunkt lægger sig som et sort tæppe over kreativiteten. Eller som Brett Perkins udtrykte det, da vi for nogle timer siden satte os i rundkredsen for første gang: »Vi har alle en stemme i os, der siger nej hele tiden, og det er den negative interne dialog, vi skal have brudt. Vi skal tænke mere ligesom børn. De siger tingene ligeud og har et 100 procents flow. Der skal vi forsøge at finde hen«. Workshop for Tina Dickow Brett Perkins er 46 år, bor i København, men er oprindeligt fra Los Angeles. Han er selv sanger og sangskriver med flere udgivelser på samvittigheden, og så har han i mere end ti år arrangeret workshopper for musikere, der vil lære håndværket bedre eller bare have noget førstehjælp til deres tekster.
