Mørket falder blødt som et slør over pigeværelset, hvis støv lægger sig til rette i krogene, i takt med at lyset forsvinder. Ah, roen. Den kan kun forstyrres af for eksempel en telefon.
Kun stemning på linjen Er der 'Noise On The Line'? Nej, der er kun stemning på den her linje. Ikke nødvendigvis lækker og let stemning, for som Josephine Philip synger over akustiske guitarer, tamburin og melodika i jalousihymnen af just det navn: »And should I be scared, when you go out at night/ my mind run wild ... noise on the line«. LÆS OGSÅMøgvejr gav fulde huse til ny dansk musik
Virkelighedsnært og mystisk dragende Det er noget særdeles virkelighedsnært og på en gang mystisk dragende over det univers, Josephine Philip og bassisten Ina Lindgreen inviterer indenfor med deres imødesete debutalbum. Makkerparret, som tidligere var med i skagruppen Farvelachic, demonstrerede et musikalsk stilskift af de mere markante, da de i foråret udgav den ep, som fostrede det store radiohit 'Hey!'. En sang, der med sine kastagnetter og twangy guitarer fik flamencokjolerne til at hvirvle og cowboystøvlerne til at danse efter soundtracket til en gammel spaghettiwestern.
Trentemøller som producer Med Trentemøller som (meget lidt elektronisk) producer og garant for moderniteten befinder Darkness Falls sig i det samme cinematisk visionære landskab, som sangerinder som Marie Fisker, Marianne van Toornburg og Caroline Henderson har betrådt tidligere. LÆS OGSÅDanske gæstestjerner brillerer på atmosfæreladet pop-album Den forkærlighed for fortiden, der præger den enorme talentmasse i dansk rock, går igen her, men sangene og stemningen er Darkness Falls' helt egne og fulde af løfter. En fornøjelse at lade sig omfavne og forsvinde ind i dette tusmørke igen og igen. FACEBOOK