Et medies død: Vil vi fortryde vores farvel til CD-samlingen?

Video killed the radiostar. Eller gjorde den egentlig det? Vi hører jo stadig radio, men hvornår har nogen sidst set en videofilm?

The Buggles’ hit om video versus radio fra 1979 er, ud over en danseglad popsang, et nummer om at være bange for teknologiens fremmarch. For det nye, for teknologien, for fremskridtet. Man ved, hvad man har (radio), men ikke, hvad man får (video), som nogen siger.

Lidt samme fornemmelse kan man få, når man kaster sig ud i at skaffe sig af med stereoanlæg og pladesamling. ’Plade’ her forstået bredt som fysisk musik i form af album.

For faktum er, at stadig flere cd’er bare står og fylder op. I sidste uge tog jeg konsekvensen af de mange støvede, ubrugelige cd’er i privaten og tog så mange af dem, jeg kunne bære, i en sportstaske med til musikgenbrugsbutikken Accord.

»Vi sælger dem til hollandsk udsalg inde i Fiolstræde, hvor prisen falder hver dag. Til sidst ender de nede på 5 kroner stykket. Så du kan godt se, at der ikke er mange penge i det«, siger ekspedienten og virker helt træt, da jeg langer tasken op på disken.

Et venskab slutter, et nyt begynder

Inden for en halv time har han her lidt i lukketid haft otte kunder, der alle ville sælge deres cd-samlinger.

»I øjeblikket vil folk bare af med deres cd’er«, sukker han.

Jeg kan jo ellers tydeligt huske, da vi gik over til cd’en. Min konfirmationsgave var et stereoanlæg med cd-afspiller, kassettebånd og pladespiller på toppen. Men vi vidste jo godt, mig og vinylerne, at det var slut med os. Venskabet sluttede lige der.

Konfirmationen og skiftet til de voksnes rækker blev også vinylens endeligt på ungpigeværelset, fordi det blanke sorte stereoanlæg arriverede med den første compact disc til samlingen, Michael Jacksons ’Dangerous’-album.

Den store 90'er-kærlighed

Siden skulle tusindvis følge, men den lille skinnende sølvfarvede disc duftede af fremtid. Af en verden, hvor man ikke skulle vende plade hvert 20. minut. Hvor en plade ikke fyldte så forbandet meget. Hvor musikken blev mere mobil, fordi man kunne tage den med sig på en discman uden at skulle overspille til kassettebånd først. Det var en vild udvikling. Den var smart, den lille kompakte cd.

Mange musikelskere kan synge lange serenader om deres kærlighed til vinylpladen. Om hvordan den har en enestående lyd, om pickuppens knitren, om coverets artwork, om det rumlige og fysiske i sådan en stor lp-plade.

Men for folk som mig, der voksede op i 1990’erne, blev cd’en altså den store kærlighed. En dyr ven. I de første mange år var det jo virkelig en bekostelig ven, sådan en cd, en stor økonomisk beslutning. Så kom tv-reklamerne for ’Absolute Let’s Dance’ og den slags kompilationer.

I de første år blev der reklameret for »album ude nu – på cd, lp og mc«, men langsomt gled både vinylplader og kassettebånd ud, og cd’en stod tilbage som slagets vinder. Ligesom dvd’en slog vhs på komfort, kvalitet og sit smalle ydre.

Storhed og fald

Cd’en blev i starten markedsført på, at den havde bedre lyd end lp’en og en længere levetid. Derfor gik rigtig mange musikkunder ud og genkøbte cd-udgaver af album, de allerede havde på lp eller kassettebånd. Men vi skulle lige vænne os til den cd. Da Madonna udgav sit ’Erotica’-album i 1992, havde hun indlagt pickup-knas på intronummeret som en hilsen til lp’en.

»Mange kunder troede, det var en fejl, og kom ind i butikkerne for at bytte deres cd. Der var rigtig mange, der købte en cd-afspiller i de år, som lige skulle se lyset og forstå formatet«, husker Lewis Preston Colston, inkarneret musiknørd og mangeårig dj, der stod i pladebutik i 1990’erne og siden 1999 bl.a. har arbejdet for pladeselskabet Playground.

Han har med andre ord iagttaget cd’ens storhed og fald på nært hold. Fra gennembruddet, da danskerne strømmede til Fona-butikker over hele landet og købte en cd-afspiller og fik et Dire Straits-album på cd med som velkomstgave.

Til årene fra 2000 og frem, da piratkopiering, fildeling og hjemmebrændte cd’er truede med at tage livet af musikbranchen, der var langsom til at omstille sig til de nye tider. I 2001 – i Danmark først fra 2005 – åbnede så Apples onlinemusikbutik, iTunes, efter at pladeselskaberne havde tøvet med at gå sammen om en fælles løsning, hvilket blev et afgørende stød i cd’ens langsomme død.

Bredbåndet kommer

På mange måder var det bredbåndet, der dræbte cd’en. Omkring starten af 00’erne begyndte cd-salget at gå ned, samtidig med at hastigheden på internettet gik op. I 2000 tjente den danske pladeselskabsbranche 1.152 mio. kr. på fysisk musiksalg, i 2013 var det tal nede på 151 mio. kr., fortæller Lasse Lindholm fra brancheorganisationen IFPI.

»Musikselskaberne var for langsomme til at komme downloadteknologien i møde. Der var faktisk en periode fra 2000 til 2005, hvor man ikke kunne være lovlig digital musikbruger i Danmark, hvilket var med til at skabe et stort ulovligt marked«, siger han.

Nu har selv en passioneret musikelsker som Lewis Preston Colston stillet cd’erne på loftet.

»Jeg har 4.000 cd’er tilbage, de 3.000 står på loftet. Sammen med mine to vakuumpakkede 1210 Technics-pladespillere. Jeg tvivler på, at nogen af delene nogensinde kommer i brug igen. Jeg solgte min vinylsamling i 1995, og jeg har kun fortrudt et par hundrede af dem. Men cd’en tror jeg ikke på kommer tilbage som format, især ikke efter at den aktuelle mp3-standard efterhånden har samme lydkvalitet som cd’en og andre digitale formater for længst har passeret den. Men jeg har taget fejl før!«.

Uhandy og grim

Cd’en er en over 30 år gammel ven, som vi i disse år siger farvel til. Selv om den stadig står for cirka en tredjedel af musiksalget i Danmark, er salget nedadgående.

Denne artikels forfatter kan på ingen måde prale af at være fremme i skoene rent teknologisk, men i sommer røg stereoanlæg, ledninger og de sorte, klodsede højttalere ud. En smuk hvid, trådløs højttaler flyttede ind i stedet.

Siden har min cirka 2.000 styk store cd-samling stået og skulet forurettet på mig i reolen og samlet støv. Og jeg har ikke savnet cd’erne. Jeg er bestemt ikke alene. Rundt omkring mig flytter cd-samlingerne på loftet i skamfulde flyttekasser. Fordi. Outdatet. Grimme. Uhandy. Vi ved ikke rigtig, hvad de skal dér på loftet, men man kan da ikke bare smide dem ud?

Alle de vigtige stunder vi har delt, store følelser, forelskelser, brud, sorg, glæde, ungdommens vilde oplevelser ligger jo indlejret i de cd’er, det soundtrack, som nu pludselig er forældet.

Døde butikker

Rigtig mange musikbutikker er også døde de senere år. I 2009 lukkede GUF og Axel Music, i 2012 T.P. Musik på nær én butik. Musikgenbrugsbutikken Accord har dog stadig fire butikker i København med godt gang i forretningen, og de opkøber også stadig cd’er.

Ret symptomatisk er det, at man får sin vare udleveret i en GUF-pose, når man køber noget i Accord, fordi de opkøbte et stort lager efter GUF’s konkurs.

Accord købte alle cd’er i min sportstaske: 120 styk for 450 kroner.

Det er med andre ord ikke noget, man bliver rig af. På den anden side er det en rar genbrugstanke, at andre, mindre omstillingsparate, musikelskere kan nyde min aflagte musik.

Not cool

Jeg kigger mig omkring i den store butik. Det er stort set kun mænd, der står og bladrer i stakkene af især cd’er, men også vinyler, bøger, kassettebånd. En stemning af fortid og nørderi.

Vinylpladen har det i modsætning til cd’en godt i disse år. Den gamle vinylplade har de senere år oplevet et stort comeback. I 2013 blev det britiske salg af vinyler fordoblet, over en halv million vinyler blev der solgt i England, det højeste niveau siden 2003.

Også herhjemme oplevede vinylsalget en stigning i salget på 48 procent fra 2011 til 2012. Lp’en er cool. Da den unge danske popstjerne Møs debutalbum, ’No Mythologies to Follow’, for nylig udkom i en deluxe-dobbelt-vinyl-version, var der kø til pladebutikkerne, og det sociale medie Instagram svømmede over med billeder af glade unge mennesker med deres Mø-vinyl i hånden. I Odense er der tilmed netop åbnet en ny vinyl-pladebutik.

Men cd’en er ikke cool. Spotify, Wimp, Deezer, TDC Play og andre streamingmusiktjenester vokser. Pladeselskaberne har skiftet navn til musikselskaber, og de er i vækst for første gang i mange år på grund af streaming. Når man abonnerer på en streamingtjeneste, kan man høre al musik i hele verden, hvilket kan virke overvældende.

Højere musikforbrug

Derfor ender man ofte med at sidde og stirre på det blanke søgefelt og savne sin fysiske musiksamling fra reolen.

»Det kender jeg godt. Første gang jeg åbnede en streamingtjeneste, anede jeg heller ikke, hvad jeg skulle skrive. Det er lidt pinligt, men det endte med Sabrinas ’Boys, Boys, Boys’«, griner Lasse Lindholm, kommunikationschef i IFPI og tidligere rapper.

Det stopper dog ikke ved den gamle Sabrina-pop, lover han.

»Vi kan se på folks adfærd, at de lytter til mere musik, når de skifter til streaming. De opdager mere musik og føler sig mere opdaterede. Vi lytter til mere forskellig musik end tidligere. Hver dag lytter danskerne til 150.000 forskellige sange på streamingtjenesterne, mens de kun downloader 40.000 forskellige sange om ugen. Så folk går på opdagelse«, siger han.

Musik i strømme

Til at vejlede os i oceanet af alverdens musik bruger vi ikke længere den elskværdige og nørdede pladebutiksekspedient, men derimod de sociale aspekter af streamingtjenesterne. Nogle indstiller, så de kan se, hvad deres venner afspiller og anbefaler.

Andre bruger streamingtjenesternes algoritmer, der anbefaler ny musik baseret på, hvad man ellers har hørt. Og så er der de mange genresamlinger og mood-spillelister. Spotify Premium tilbyder f.eks. spillelister som cleaning the house, wine tasting eller the PMS playlist. Hos Wimp er der spillelister til ’koncentration’, ’fest’, afslapning’ eller ’jul’.

»Vi gør meget ud af at kuratere musikken og har en dansk redaktion, der præsenterer håndplukkede udgivelser. Wimp er særlig populær hos folk, der har travlt, har fuldtidsjob, har børn og er over 30 år. Så har man ikke den samme tid til at lytte til musik, og den dyrebare tid, vi har, skal bruges godt«, siger Morten Remmer, der er dansk landechef for Wimp og tidligere dj.

Den kuraterede musikoplevelse

I modsætning til flere af de andre streamingtjenester er Wimp baseret på redaktionelle anbefalinger og et kurateret indhold frem for mere eller mindre tilfældige algoritmer. Wimp har 23 millioner numre liggende og arbejder hele tiden på at få mere bagkatalog på deres artister, så kunderne kan finde deres gamle kendinge.

»Vi kan se, at når folk er over 30, har de ikke lige så meget tid til at følge med eller gå til koncerter, og ens lytteadfærd ændrer sig mod de gamle favoritter«.

Mange tidligere cd-elskere er betænkelige ved at sælge eller skrotte de mange cd’er, for hvad nu hvis streaming blot er en dille? Derfor vælger mange mellemvejen: lader cd’erne samle støv og ser, hvad der sker. For hvad hvis Wimp og Spotify går konkurs?

Forbrugernes eget ønske

Eller der udbryder en global rettighedsborgerkrig, så pladeselskaberne (undskyld, musikselskaberne) trækker musikken ud af streamingmarkedet? Hvis mp3 pludselig er outdatet? Vil jeg om 10 år fortryde, at jeg en forårsdag i 2014 begyndte at sælge min cd-samling, sportstaske efter sportstaske, for næsten ingen penge?

»Streamingmodellen er forbrugernes eget ønske. De vil have tilgængelighed til alt hele tiden og ikke presses til at købe et helt album, hvis de kun vil have et enkelt nummer. Jeg siger ikke, at streamingtjenesterne er kulminationen eller endemålet i musiklytning, men vi kan være sikre på, at hvis de nuværende forretningsmodeller ophører, vil noget andet opstå. For forbrugerne har endegyldigt taget magten«, siger Morten Remmer fra Wimp, der dog indrømmer, at han selv har 2.500 vinyler og en del kasser cd’er stående i kælderen.

Inde på Wimp finder jeg Michael Jacksons ’Dangerous’-album frem. Jeg har aldrig haft vinylen, jeg har solgt cd’en, men det skal ikke afholde mig fra at høre albummet.