Video killed the radiostar. Eller gjorde den egentlig det? Vi hører jo stadig radio, men hvornår har nogen sidst set en videofilm?
The Buggles’ hit om video versus radio fra 1979 er, ud over en danseglad popsang, et nummer om at være bange for teknologiens fremmarch. For det nye, for teknologien, for fremskridtet. Man ved, hvad man har (radio), men ikke, hvad man får (video), som nogen siger.
Lidt samme fornemmelse kan man få, når man kaster sig ud i at skaffe sig af med stereoanlæg og pladesamling. ’Plade’ her forstået bredt som fysisk musik i form af album.
For faktum er, at stadig flere cd’er bare står og fylder op. I sidste uge tog jeg konsekvensen af de mange støvede, ubrugelige cd’er i privaten og tog så mange af dem, jeg kunne bære, i en sportstaske med til musikgenbrugsbutikken Accord.
»Vi sælger dem til hollandsk udsalg inde i Fiolstræde, hvor prisen falder hver dag. Til sidst ender de nede på 5 kroner stykket. Så du kan godt se, at der ikke er mange penge i det«, siger ekspedienten og virker helt træt, da jeg langer tasken op på disken.
Et venskab slutter, et nyt begynder
Inden for en halv time har han her lidt i lukketid haft otte kunder, der alle ville sælge deres cd-samlinger.
»I øjeblikket vil folk bare af med deres cd’er«, sukker han.
Jeg kan jo ellers tydeligt huske, da vi gik over til cd’en. Min konfirmationsgave var et stereoanlæg med cd-afspiller, kassettebånd og pladespiller på toppen. Men vi vidste jo godt, mig og vinylerne, at det var slut med os. Venskabet sluttede lige der.
Konfirmationen og skiftet til de voksnes rækker blev også vinylens endeligt på ungpigeværelset, fordi det blanke sorte stereoanlæg arriverede med den første compact disc til samlingen, Michael Jacksons ’Dangerous’-album.
Den store 90'er-kærlighed
Siden skulle tusindvis følge, men den lille skinnende sølvfarvede disc duftede af fremtid. Af en verden, hvor man ikke skulle vende plade hvert 20. minut. Hvor en plade ikke fyldte så forbandet meget. Hvor musikken blev mere mobil, fordi man kunne tage den med sig på en discman uden at skulle overspille til kassettebånd først. Det var en vild udvikling. Den var smart, den lille kompakte cd.
Mange musikelskere kan synge lange serenader om deres kærlighed til vinylpladen. Om hvordan den har en enestående lyd, om pickuppens knitren, om coverets artwork, om det rumlige og fysiske i sådan en stor lp-plade.
Men for folk som mig, der voksede op i 1990’erne, blev cd’en altså den store kærlighed. En dyr ven. I de første mange år var det jo virkelig en bekostelig ven, sådan en cd, en stor økonomisk beslutning. Så kom tv-reklamerne for ’Absolute Let’s Dance’ og den slags kompilationer.
I de første år blev der reklameret for »album ude nu – på cd, lp og mc«, men langsomt gled både vinylplader og kassettebånd ud, og cd’en stod tilbage som slagets vinder. Ligesom dvd’en slog vhs på komfort, kvalitet og sit smalle ydre.
Storhed og fald
Cd’en blev i starten markedsført på, at den havde bedre lyd end lp’en og en længere levetid. Derfor gik rigtig mange musikkunder ud og genkøbte cd-udgaver af album, de allerede havde på lp eller kassettebånd. Men vi skulle lige vænne os til den cd. Da Madonna udgav sit ’Erotica’-album i 1992, havde hun indlagt pickup-knas på intronummeret som en hilsen til lp’en.
»Mange kunder troede, det var en fejl, og kom ind i butikkerne for at bytte deres cd. Der var rigtig mange, der købte en cd-afspiller i de år, som lige skulle se lyset og forstå formatet«, husker Lewis Preston Colston, inkarneret musiknørd og mangeårig dj, der stod i pladebutik i 1990’erne og siden 1999 bl.a. har arbejdet for pladeselskabet Playground.
Han har med andre ord iagttaget cd’ens storhed og fald på nært hold. Fra gennembruddet, da danskerne strømmede til Fona-butikker over hele landet og købte en cd-afspiller og fik et Dire Straits-album på cd med som velkomstgave.
Til årene fra 2000 og frem, da piratkopiering, fildeling og hjemmebrændte cd’er truede med at tage livet af musikbranchen, der var langsom til at omstille sig til de nye tider. I 2001 – i Danmark først fra 2005 – åbnede så Apples onlinemusikbutik, iTunes, efter at pladeselskaberne havde tøvet med at gå sammen om en fælles løsning, hvilket blev et afgørende stød i cd’ens langsomme død.
Bredbåndet kommer
På mange måder var det bredbåndet, der dræbte cd’en. Omkring starten af 00’erne begyndte cd-salget at gå ned, samtidig med at hastigheden på internettet gik op. I 2000 tjente den danske pladeselskabsbranche 1.152 mio. kr. på fysisk musiksalg, i 2013 var det tal nede på 151 mio. kr., fortæller Lasse Lindholm fra brancheorganisationen IFPI.
»Musikselskaberne var for langsomme til at komme downloadteknologien i møde. Der var faktisk en periode fra 2000 til 2005, hvor man ikke kunne være lovlig digital musikbruger i Danmark, hvilket var med til at skabe et stort ulovligt marked«, siger han.
Nu har selv en passioneret musikelsker som Lewis Preston Colston stillet cd’erne på loftet.
»Jeg har 4.000 cd’er tilbage, de 3.000 står på loftet. Sammen med mine to vakuumpakkede 1210 Technics-pladespillere. Jeg tvivler på, at nogen af delene nogensinde kommer i brug igen. Jeg solgte min vinylsamling i 1995, og jeg har kun fortrudt et par hundrede af dem. Men cd’en tror jeg ikke på kommer tilbage som format, især ikke efter at den aktuelle mp3-standard efterhånden har samme lydkvalitet som cd’en og andre digitale formater for længst har passeret den. Men jeg har taget fejl før!«.
Uhandy og grim
Cd’en er en over 30 år gammel ven, som vi i disse år siger farvel til. Selv om den stadig står for cirka en tredjedel af musiksalget i Danmark, er salget nedadgående.
Denne artikels forfatter kan på ingen måde prale af at være fremme i skoene rent teknologisk, men i sommer røg stereoanlæg, ledninger og de sorte, klodsede højttalere ud. En smuk hvid, trådløs højttaler flyttede ind i stedet.
Siden har min cirka 2.000 styk store cd-samling stået og skulet forurettet på mig i reolen og samlet støv. Og jeg har ikke savnet cd’erne. Jeg er bestemt ikke alene. Rundt omkring mig flytter cd-samlingerne på loftet i skamfulde flyttekasser. Fordi. Outdatet. Grimme. Uhandy. Vi ved ikke rigtig, hvad de skal dér på loftet, men man kan da ikke bare smide dem ud?
Alle de vigtige stunder vi har delt, store følelser, forelskelser, brud, sorg, glæde, ungdommens vilde oplevelser ligger jo indlejret i de cd’er, det soundtrack, som nu pludselig er forældet.
