Christianias første popstjerne vil have sex tilbage i soulmusikken

»Jeg har talt med drengene nede i gaden. Vi må godt tage nogle billeder der. De sagde, at hvis der var problemer, så lukker de bare Pusherstreet imens«.

Der er sådan set kun to ufravigelige regler på fristaden Christiania: Du må ikke tage billeder i Pusherstreet.

Og du må ikke løbe i Pusherstreet. Lukas Graham har gjort begge dele.

»Da vi blokerede Christiania i foråret, og gaden var helt øde, der var vi nogle stykker, der blev nødt til at lave noget 100-meter løb i gaden. Fordi vi ku’«, griner han.

Lukas Graham er 23 år og født på Christiania. Altså bogstaveligt talt, i stuen, på familiens sofa.

Han bor stadig hjemme hos mor og far, men planlægger at flytte hjemmefra snart. Ud på den anden side af plankeværket. I en andelslejlighed.

»Det er svært at flytte hjemmefra, hvis man bliver på Christiania. For du er altid hjemme herude. Selv når jeg er hjemme hos min ven Jens, har hans mor jo også opdraget mig. Og Karl-Oskars mor har opdraget mig. Og Rasmus’ mor og far har opdraget mig. Man er hjemme overalt. Derfor tror jeg, at det bliver meget fint at flytte, selv om det kun er til Christianshavn«.

Han har hentet mig ved hovedindgangen, og vi er i gang med en gående ’Her er dit liv, Lukas’, IBYEN- style.

Der ligger Christiania Radio, hvor Lukas Graham hver torsdag freestyler over noget drum’n’bass. Der er Rosinhuset, hvor han gik i klub.

Der er hestestaldene og det lyserøde børnehus, hvor han ikke kun har gået, men også arbejdet som voksen.

Og så er der ikke mindst jazzklubben Børneteatret. En særlig scene med en særlig rolle i Lukas Grahams spirende karriere.

Sammen med sit tremandsband har han i løbet af ganske få måneder fået skabt en gedigen opmærksomhed omkring sin musik, som er ganske usædvanlig for en kunstner, der indtil videre kun har én enkelt single, ’Ordinary Things’, til salg på iTunes.

De skæve gulvbrædder i det lille lavloftede rum i Børneteatret har båret mange jazzmusikere gennem tiden, og siden maj har Lukas Graham spillet en del impro-prægede koncerter der.

Og har fået et fast følge af fans, der ved, at når soulgutterne spiller op til dans i den gamle jazzklub, så er det af sted. Også selv om der står trist tirsdag aften i kalenderen.
400.000 visninger på Youtube

Det kan godt være, at det lille stjerneskud Lukas Graham endnu lugter af undergrund og hygger sig med sin musik ude på Christiania.

Men mainstreampublikummet er i den grad ved at få øje på ham.

Han har været P3’s uundgåelige, hans YouTube-videoer, der i øvrigt er optaget hjemme i stuen hos mor og far, har allerede 300-400.000 visninger, og til foråret er han booket til en landsdækkende turne på hele 34 koncerter.

»Det er ikke så meget anderledes end i 1950’erne og 1960’erne, hvor musikere spillede en masse live og øvede sig, før de udgav en plade og kom i medierne. Jeg synes, der er noget væsentligt ved at markere, at jeg laver musik. Punktum. Og vi elsker at spille live. Til koncerten i Vega smilede jeg så meget, at jeg var øm i kinderne dagen efter«, siger Lukas Graham.

Til Vega-koncerten blev der sunget med af lungernes fulde kraft, selv om de fleste numre ikke er at finde nogen steder.

Pigerne hvinede, og fyrene trampede, og væggene drev af fugt. Badboyen Lukas Graham har ramt et eller andet, som dansk musik ser ud til at have manglet.

600 stod forgæves i kø
Efter de endeløse rækker af ’X Factor’-kommercielle musikprodukter lyser Lukas Graham op med en autenticitet og et sangtalent, som vi slet ikke er vant til. Og som folk vil have.

I oktober stod 600 forgæves i kø for at høre bandet på et udsolgt Loppen. I sidste uge var Lille Vega udsolgt. Og nu er den kommende koncert i Store Vega også udsolgt.

Ved siden af de mange myreflittige koncerter er bandet i gang med at indspille deres debutalbum og gider sådan set ikke »lave presse«, som det hedder, men er alligevel, hårdt presset, gået med til dette interview.

En idiot med en sang
På fødselsattesten står der egentlig Lukas Forchhammer. Graham er hans irske fars efternavn.

Som ’Lukas Graham’ er han sig selv, og det er samtidig bandets navn. De tre soulmates i bandet, Lovestick (trommer), Magnúm (bas) og Ristorp (keys og saxofon) nævner han igen og igen.

»Den lyd, vi har, er meget noget, vi har skabt sammen. Uden dem er jeg bare en idiot med en sang. Jeg kan ikke læse noder eller spille nogen instrumenter. Jeg skriver sange, og jeg synger. Jeg kalder vores musik for ghettopop, mest for sjov. Men teksterne er ret ærlige og har rod i mit liv, som foregår herude. Her bor jeg og er vokset op, og jeg ved ikke, præcis hvordan det har præget mig, men jeg er sikker på, at det har præget mig«, siger han og kigger sig omkring.
Verdens sikreste café

Det er en livlig dag på Christiania. Julemarkedet i Den Grå Hal kører på højtryk og lokker masser af ’turister’ udefra indenfor i fristaden.

Lukas Graham hilser konstant på forbipasserende med et »hej, hej« og svarer med et »stille og roligt«, når de spørger, hvordan det går. Flere spørger, om han skal spille i aften. Det skal han ikke, han skal spise med sin kusine Sallie.

»Det er jo en landsby, det her«, siger han, mens han får afleveret en ekstranøgle til sin mor, tjekket, om vennen Morten er hjemme, og vi i stedet går i retning af cafeen Månefiskeren.

»Ja, det her er verdens sikreste café. Under VKO-regeringen blev der på to år lavet hele 6.000 visiteringer herinde! Det illustrerer lidt, hvilket pres vi var under«, fortæller han, mens han hilser på køkkenpersonalet og lige samler en stabel glas, der ryger ud i køkkenet. Han bestiller en Fredsted-urtete.
Vil have sex tilbage i soulmusikken

Hvorfor blev det soulmusik, vil jeg vide. Lukas Graham har nemlig tidligere været rapper og optrådt hele syv år i træk i hiphopversionen af ’Nøddeknækkeren’.

»Hva’ der cool ved jul, det ka’ jeg ikk’ se mer’/ det’ iskoldt, men det bli’r alligevel aldrig snevejr/ det’ strøg, stress og besvær, kø i Fætter BR/ som er fyldt med plastikdukker og gevær’«, rapper han.

»Jo, klæbehjernen kører stadig«.

»Jeg synes ikke, der er så langt fra rhythm and blues (r’n’b, red.) til rhythm and poetry (rap, red.). Og så synes jeg, at soulmusikken er blevet kastreret. Der er kvindelige soul-ikoner som Beyoncé, mens en fyr som Raphael Saadiq jo nærmest piber » I’m a good man«. Jeg savner noget Otis Redding, der måske nok synger » I love you«, men mener » I want to have sex with you««, griner Lukas Graham.

»Vi går efter at få noget sex tilbage i soulmusikken, at det skal være lidt vulgært igen. Det skal ikke være for sødt, det skal have noget kant. Jeg synes, soulmusikken er blevet alt for poleret, og der er vores udtryk ret beskidt. Det er nok også derfor, vi tit ender med at tage tøjet af på scenen«.

Et halvt år på jura
Til koncerten i Lille Vega var hele bandet iklædt hvide undertrøjer. Der var så varmt i det lille proppede koncertrum, at væggene drev af fugt, og bassen dundrede i benene.

Hans sange handler om at være fuld og kælen (’Drunk in the Morning’) eller om at slå op på grund af trivialiteter og jalousi (’Ordinary Things’).

Lukas Graham fortæller, at han egentlig var begyndt at studere jura, da han fik en pladekontrakt, og musikken begyndte at fylde mere og mere.

Derfor droppede han juraen, selv om forældrene gerne havde set deres dreng få en god uddannelse.

»Jeg var kun et halvt år på jura. Men jeg fik da mødt den anden side. Hvis det herude er den ene side, så er jura den anden. Spændende mennesker. Men jeg syntes, der var rigtig mange, der gik i dyrt tøj og flotte briller, men virkede meget usikre. Som om de studerede jura, fordi far og mor sagde, at de skulle. Det er synd ikke at lave det, man har lyst til«, mener han.
Musikalsk familie

Allerede i børnehaven kunne Lukas Graham synge. Rent og det hele. Hans mor siger, at han altid har sunget.

Han er uddannet sopransolist fra Københavns Drengekor og har også sunget i kirkekor og gået på det musikalske Sankt Annæ Gymnasium.

»Jeg kommer fra sådan en familie, hvor man synger og spiller. Det tager tid at gå om juletræet for os, for vi skal synge meget. Begge mine søstre er også skidedygtige til at synge, de er bare ikke glade for at stå på en scene. Min mor er musiklærer, og min moster synger i bulgarsk kvindekor«, fortæller han.

Barnestjerne
Da Lukas var 2 år gammel, fik han en rolle i ’Krumme’-filmene, hvor han spillede lillebroren Grunk.

Den rolle fik han efter eget udsagn, fordi han var meget babyagtig, tyk og glad og ikke kunne gå, men til gengæld talte flydende dansk og engelsk.

Familiefilmene blev et kæmpehit fra starten af 1990’erne, og Lukas blev danmarksberømt barnestjerne. Han husker ikke så meget fra tiden.

»Af alt det, jeg har lavet i mit liv, er det nok det, jeg bærer mindst præg af. Men vi kom da på en fantastisk familieferie på Mallorca for pengene, det kan jeg huske«, griner han.

»Der er mange, der spørger mig, om jeg nu kan klare al opmærksomheden. Men jeg har, i gåseøjne, været kendt hele mit liv. Så længe jeg har mine gode venner, min familie, min base, så går det nok. Skulle det endelig blive sådan noget med paparazzi, så kan jeg altid sætte mig ned i Pusherstreet og drikke min kaffe, ha, ha. No photo, og lad være med at løbe!«.

Hvis man googler ’Lukas Forchhammer’, dukker der en gammel B.T.-artikel op med overskriften ’Barnestjerne anholdt på Christiania’, hvor en ung, rundkindet Lukas føres væk af kampklædte betjente.

»Jeg endte med at blive frikendt og fik 2.000 kroner i erstatning for uretmæssig tilbageholdelse. De anklagede mig for ’racistisk tiltale til embedsmand i funktion’ og sagde, at jeg skulle have kaldt en betjent af asiatisk oprindelse ’skævøje’«, forklarer han.

Tåregas i børnehaven
Selv om vi begge gerne vil tale musik, er det, som om det der Christiania bliver ved med at presse sig ind i samtalen. Jeg spørger ham, om han har været involveret i meget ballade med politiet.

»Nej. Og selv hvis jeg havde, kunne jeg jo ikke sige det. Men det handler om at prøve at begrænse omfanget, når det sker. Det var værre, da jeg var lille, med tåregas i børnehaven. Jeg har det mærkeligt med, at så mange vil dæmonisere os og giver os skylden for al den ballade, der er herude. Men vi har haft en opvækst, der på nogle punkter kan sammenlignes med flygtningelejrbørn«.

Talsmand i tv
Tidligere på året skrev Lukas Graham et debatindlæg til Politiken om situationen på Christiania.

Han har også flere gange været på tv som talsmand, og det er tydeligt, at de mange sammenstød med politiet har præget ham.

Han har skrevet flere sange, der handler om det hårde liv og de hårde drenge i gaden. Jeg spørger ham, om han så er en af »de pæne drenge«.

»Det tror jeg ikke, du skal regne med«, griner han lusket.

»Men der skal også en del til at være en rod herude. Det har taget mig lang tid at anerkende, at jeg er opvokset i en kernefamilie, og selv om vi ikke har haft røven fuld af penge, så har vi aldrig manglet noget. Men jeg kunne for eksempel aldrig finde på at spørge en betjent om vej ude i byen. Og hvis jeg som lille så en betjent, gik jeg den anden vej, fordi det betød gadekrig lige om lidt«.

»Det farlige Christiania«
Han fortæller, at som barn på Christiania lærer man at råbe ’pansersvin’ i en tidlig alder.

F.eks. når man bliver visiteret på vej hjem fra skole, fordi hashhundene kan lugte den glemte leverpostejmad i skoletasken. Eller ringer til ens forældre for at informere om, at deres barn er på vej ind i »det farlige Christiania«.

Fotografen er kommet, det samme er resten af bandet. Vi har fået lov til at bruge scenen i Børneteatret til at tage billeder.

»Fedt, det er jo også næsten vores øvelokale«, udbryder bassisten Magnúm.

Sit rette element

De fire musikere indtager hjemmevant instrumenterne og begynder at spille. Der er ingen, der overvejer at posere for kameraet eller spørge fotografen, hvad de skal gøre.

Er der instrumenter, skal der spilles. Lukas begynder at synge John Lennons ’Jealous Guy’, der langsomt glider over i en freestyle med ordene »I never meant to bring you to my world«.

Hans stemme rejser sig med overrumplende styrke med det samme og fylder rummet ud. Interviewet er slut. Lukas Graham er tilbage i sit rette element.