Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Rockhouse? Den sidste dag i oktober stod det amerikanske rockband Shellac på scenen i Jazzhouse. Men er antallet af alternative koncerter ved at fortrænge den almindelige jazz fra stedet?

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: Er Jazzhouse et jazzhus eller hvad?

Copenhagen Jazzhouse ligner i øjeblikket mere en eksperimenterende rock- og støjscene.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skuer man denne november måneds program for Copenhagen Jazzhouse med en gennemsnitlig jazzgængers briller på, vil øjnene formentlig lede febrilsk efter noget genkendeligt.

Jo, der er tre amerikanske trækplastre med John Scofield, Uri Caine og Joe Lovano. Og af dansk jazz en enkelt koncert til henholdsvis trommeslager Emil de Waal og guitarist Jakob Bro. I programmet står også saxofonist Pernille Bévort, men under et Unicorn-arrangement, der ikke er booket af Jazzhouse.

Under halvdelen af denne måneds tyve koncerttilbud er egentlige jazzkoncerter. Hvad der i stedet fylder, er navne som Hieroglyph Being, Cancer, Freja Kirk, The Asteroids Galaxy, Perfume Genius, Vashti Bunyan, F.E. Denning og Zu feat. Gabe Serbian. Den gennemsnitlige jazzgænger må undrende pudse brillerne igen og læse, at der er tale om musik inden for ’electronic’, ’experimental’, ’indie’, ’pop’, ’art-pop’, ’singer-songwriter’ og ’noise rock’.

Disse typer musik er der formelt ikke noget i vejen med. Problemet er, at de igennem de senere måneder i stadig højere grad har optaget scenen i Jazzhouse. Og at det sker på bekostning af den etablerede jazz og den musikalske bredde, som Jazzhouse må forventes at holde i hævd som regionalt spillested og som landets centrale scene for dansk og international jazz.

Man kan ikke beskylde Jazzhouse for ikke at søge grænser. Og det skal der være plads til, så man kan mærke, høre og se jazzens pluralisme og vidtfavnende æstetik fra det historisk forankrede og ud til fremtidens kant. Men med den nuværende, vidtgående fortolkning af musikkens grænser, ligner Jazzhouse mere en klub for eksperimenterende rock- og støjmusik.

Det er et væsentligt problem af flere grunde. Dels formøbler man respekten for spillestedet hos det etablerede kernepublikum, som i disse tider må føle sig marginaliseret. Dels virker den ensidigt grænsesøgende musikalske fokus i modstrid med den rammeaftale, som Jazzhouse har indgået med Statens Kunstråd og Københavns Kommune frem til 2016.

Her hedder det, at Copenhagen Jazzhouse ’medvirker til et alsidigt og mangfoldigt musikudbud inden for sit virkeområde’. Desuden skal spillestedet præsentere et program, der er ’bredt funderet’ og med ’særlig fokus på den danske jazzscene og vækstlag’. Opfyldelsen af disse centrale mål er i øjeblikket vanskelig at få øje på.

Jazzhouse skal også ’styrke den kunstnerisk visionære og progressive del af jazzen’. Men det er knap nok tilfældet, eftersom huset ofte slet ikke præsenterer progressiv jazz, men alt muligt andet. Er huset ved at afhænde sit oprindelige publikum og sin hidtidige status på grund af en programlægning, der er kørt af sporet?

Copenhagen Jazzhouse blev etableret i 1991 med opbakning fra det brede danske jazzmiljø som landets ’nationalscene’ for jazz. Denne model bør der arbejdes på at styrke og genopfinde, også selv om spillestedet i de senere år har været i krise publikumsmæssigt og økonomisk, har forsøgt sig med nye programkoncepter, klaret besparelser, overlevet en famøs oversvømmelse i 2011, og er blevet ombygget med ny scene.

For det er vel et jazzhus?

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden