Hvad der kunne have været en transatlantisk triumf for den amerikanske r’n’b-sangerinde Mary J. Blige og en række af Londons hotteste producere, lyder som en falden divas forsøg på at botoxe sin lyd med tidens toner.
Disclosure og Sam Smith er blandt dem, der iscenesætter hende som dronning af house og eurodance. Eller som Amy Whinehouse på ’Therapy’, hvor Blige kaster sig ud i eksistensens mørke, men lander blødt på briksen for navlepillende celebs.
»Why would I spent the rest of my days unhappy/ When I can go therapy/ Two times a day«.
Den fortabte soulprins bryder 14 års albumtavshedAlbummet virker som en terapitime med banale blottelser og ublu selvforherligelse i interludes, hvor den mægtige Blige lovprises i så majestætiske termer, at man i vantro leder efter tvetydigheden.
Lidt ironi? Indlejret selvkritik? Det er der ikke. Og det er de oplagte hits heller ikke fra en irrelevant privatsession i London.
fortsæt med at læse
