Det kunne nemt være endt som en rodet affære. For egentlig var det en festkoncert med mange hensyn. Men faktisk lykkedes det at binde tingene sammen ikke mindst i kraft af DR Big Band, den samlende og velspillende musikalske faktor.
Og det jazzorkestrale flagskib lagde på symbolsk vis ud med en hilsen til guldalderjazzens cigarrygende konge, Leo Mathisen, med et raffineret arrangement af ’Take it Easy’, hans store hit fra besættelsestiden.




























