1. Coco O.: Hardest thing
Mandagen blev en del mere overkommelig, da Coco Malaika fra den Los Angeles-baserede danske duo Quadron udkom med den nye forførende sang ’Hardest Thing’. Hvis du mangler en ny fløjlsblød soulsang til hjerteindbakken, er dette nummer den ultimative tidsløse ørehænger. Nummeret kan findes gratis på SoundCloud.
2. Beirut: No No No
Amerikanske Beirut er tilbage med et splinternyt album, der bærer titlen ’No No No’. Frontfigur Zach Condon har haft nogle hårde år med skilsmisse og indlæggelse på hospital efter en lang og udmattende turné. Titelnummeret ’No No No’ nærmest læsser alle bekymringerne af sig og indeholder lige dele bekymringsfri indiepop og velkendte balkantoner, som kendetegner lyden af indiefolkbandet Beirut.
3. Julia Holter: Feel You
Julia Holter er en af nyere tids mest interessante elektroniske artister. Hendes lydunivers kombinerer avantgardistisk pop med eksperimenterende lydkollager. 25. september udkommer hun med albummet ’ Have You In My Wilderness’, som viser nye sider af hende og byder på ømme popmelodier. At dømme ud fra singlen ’Feel You’ er der god grund til at sætte kryds i kalenderen.
4. Stromae: Quand c’est
Selv om dette nummer ikke just er nyt, men helt tilbage fra den franske electropopsangers album ’Raccine Carreé’ fra 2013, har Stromae netop lavet en stærk musikvideo til sangen, som handler om hans families kamp mod kræften. I videoen danser han bogstaveligt talt med kræftsygdommen. Se Stromaes rystende smukke video på YouTube.
5. Empress Of: How You Do It
Planeten Jorden har fået sig endnu en synthpopherskerinde i form af Lorely Rodriguez, som laver dansable ungdomshymner under pseudonymet Empress Of. Hvis Lorde og Kate Bush slog pjalterne sammen og hyldede Donna Summer, er det cirka sådan her, det ville lyde. Hendes første single ’How You Do it ’er ganske enkelt vanedannende.
fortsæt med at læse






























