bRAND. Hvorfor skulle AC/DC stille op til en festival, når de kan lave deres egen, spørger Jens Jam Rasmussen, musikjournalist og forfatter.
Foto: Ennio Leanza/AP

bRAND. Hvorfor skulle AC/DC stille op til en festival, når de kan lave deres egen, spørger Jens Jam Rasmussen, musikjournalist og forfatter.

Musik

AC/DC er temmelig amputerede, men stadig hårdtslående

Demens og mordtrusler slår ikke AC/DC af pinden. I aften spiller de i Roskilde.

Musik

De seneste år har budt på modgang i rock’n’roll-land for AC/DC.

Tabet af to af gruppens centrale figurer har efterladt det mere end 40-årige rockband ret så amputeret. Men deres popularitet er intakt, og AC/DC har stadig råd til at takke nej til at spille på Roskilde Festival. I stedet stiller gruppen i aften deres egen scene op på Dyrskuepladsen, så de kan fyre op for deres notorisk pompøse sceneshow med fuldt blæs, røg og damp.

»Hvorfor skulle de stille op på en festival, når de kan lave deres egen? De har ikke behov for det. De kender deres forretning, og de kender deres brand«, siger Jens Jam Rasmussen, musikjournalist og forfatter, der netop har oversat forfatter Phil Sutcliffes nye bog om bandet.

Koncerten er en del af de australske bluesrockeres verdensturné i anledning af deres nye album, ’Rock or Bust’. De 55.000 billetter blev solgt på under to timer i december, og arrangørerne konstaterede allerede fra starten, at det australske besøg nok vil skabe »kaos« i Roskilde by.

»Vi prøver ikke forandre os«

Netop AC/DC’s stærke brand er afgørende for rockveteranernes mangeårige succes. Det tog ikke gruppen mere end en håndfuld år at placere sig solidt i rockens historie, hvor de siden er forblevet. Som forsanger Brian Johnson, kendt for altid at bære sixpence, sagde i et interview for nogle år siden:

»Vi er bare tro mod vores rødder – vi prøver ikke forandre os«.

Bandet har opfundet sin helt egen lyd, som ifølge vært på P6 Beat Carsten Holm »i den grad handler om enkelhed«. Den består oftest af simple akkorder båret frem af Malcolm Youngs ikoniske, enkle guitar-riffs. Deres musik kan ses som en slags modsvar til mange andre store rockbands fra samme periode, siger han.

»Led Zeppelin og Black Sabbath lavede lange, storladne, opbyggende numre, som var genredefinerende for metalscenen. Men AC/DC gik den anden vej og satte det enkle guitar-riff foran i stedet – og så kunne resten følge med. Jeg tror, at mange tænkte: »Ja, for satan, det er sgu da til at forstå, det her!««.

Sans for forretning

AC/DC har også forstået at bygge en stærk forretning op. Særligt har bandets kerne med Young-brødrene Angus og Malcolm og storebror George Young i kulissen som producer holdt fundamentet i gruppen stærkt. I 1978 åbnede de alligevel døren for en ny producer. Beslutningen om at hente Robert ’Mutt’ Lange ind vidner om både forretningssans og visioner, mener Jens Jam Rasmussen.

Med Lange ved instrumentbrættet opnåede gruppen sin største kommercielle succes med albummet ’Highway to Hell’ og særligt med efterfølgeren ’Back in Black’, der med sine 50 millioner solgte eksemplarer er det næstmest solgte album nogensinde.

»Han var med til at lave en lidt ’pænere’ lyd, uden at AC/DC mistede deres energi og udtryk. Det var en meget vigtig beslutning, som gruppen tog på det rigtige tidspunkt«.

En fuckfinger og en kop te

På trods af både et stærkt fundament og næse for forretning har AC/DC haft sit at kæmpe med. Først sorgen, da gruppens tidligere forsanger Bon Scott i 1980 drak sig ihjel. Siden måtte gruppen acceptere tabet af Malcolm Young, der lider af demens. Senest forlod også Phil Rudd bandet, idømt 8 måneders husarrest for mordtrusler og stofbesiddelse. Et forløb, hvor han mødte for sent op i retten og siddende på ryggen af en sagesløs sikkerhedsvagt gav alle fotograferne fingeren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Skandalerne er en del af rockmytologien om dem som ’det farlige rockband’. Det er med til, at man tænker »De er eddemame mandfolk. De er ligeglade med alt i verden««, siger Carsten Holm.

Men gruppen har altid haft et klart hoved, nemlig det, der sidder på guitarist Angus Young, hvilket har været afgørende for, at bandet har klaret skærene, siger Jens Jam Rasmussen.

»De har et vigtigt anker i Angus Young. Han er en mand, som er meget straight. Han lever ikke den livsstil med stoffer og druk, som bandet nogle gange synger om. Han er en familiefar, der foretrækker at drikke te og er fuldstændig dedikeret til sin musik«.

Jens Jam Rasmussen er ikke nervøs for, at de de nylige udskiftninger vil påvirke deres præstation i aften. Gruppen har stadig Brian Johnsons karakteristiske skærebrænderstemme, Angus Youngs rutinerede guitar og mangeårige bandmedlem bassist Cliff Williams i baggrunden. Han mener, at AC/DC har fundet en stærk afløser for Phil Rudd i trommeslager Chris Slade, som tidligere har spillet med bandet i en årrække. Det samme gælder nevøen Stevie Young, som turnerede med bandet i slut-1980’erne og erstatter Malcolm Young.

»Musikalsk ved vi, hvad vi har at arbejde med – nemlig gode erstatninger. Ellers ville de aldrig vise sig på en scene«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce