Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Arno Declair
Foto: Arno Declair

Trauma. Susanne Elmark er moren og enken i 'Stilles Meer', og her synger hun over for Mihoko Fujimura og Bejun Mehta.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk operastjerne på 47 år er større end nogensinde

’Stilles Meer’ ved Statsoperaen er skrevet til danske Susanne Elmark. »Jeg har foreløbig i ti år udskudt at miste højden. Jeg har den stadig«, siger hun om sin stemme.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hun kunne sværge på, at hun ...

Hun peger hen over mig, under bordet ved siden af os. Hun kunne have svoret ...

»Der er den!«, hvisker hun åndeløst, og da jeg også får øje på den lillebitte mus, under hun sig et perfekt intoneret skrig, mest for sjov. Iiiiiiih! Og musen piler videre, hen over gulvet og ind under bordet på den anden side af restaurantens gang.

Det var en mus, ikke en rotte, forsikrer vi hinanden. Lidt nervøst.

Susanne Elmark kan give udtryk for rædsel, karikeret eller oprigtig, som få andre. Det sikrer hendes instrument. Som såkaldt koloratursopran har hun adgang til et fuldttonet, svimlende højt register i stemmen. Velegnet til ungdommeligt overmod, hånlatter og hysteri, koket flirt, uansvarligt pigesind og til storbyneuroser.

Det er en scene fra noget kunst, tegnefilmen ’Ratatouille’ snarere end operaen ’Madame Butterfly’. Men også hos Tintin og Marx Brothers ville en sopran skrige i perfekt modulerede kaskader.

Elmark gør tjeneren opmærksom på, at »eine kleine Maus herumläuft«.

Krudtrøg fra en komet

Susanne Elmark er dansk operastjerne. I en alder af 47 er hun større end nogensinde. Men hun kan ikke høres på Det Kgl. Teater, for bortset fra løse optrædener rundt om i Danmark er hun absolut international. Ikke at hun har valgt udlandet som sådan – bortset fra et enkelt år i Innsbruck i 1998-99 har hun altid boet i Danmark – men udlandet i kraft af et agentur i hendes unge år har valgt hende. Og holder fast.

FRA ARKIVET

Hvis man som dansker beskæftiger sig med klassisk musik, har man kendt hende en snes år, men kun i de seneste seks-syv år har karrieren haft sådan en krudtrøg som fra en raket. Pludselig var hun sådan en, som store nutidige komponister gav hovedroller i deres nye værker, pludselig var hun en, der sang store klassiske roller sammen med udenlandske sangere, vi var vant til at tænke på som verdensstjerner.

»Lige nu er jeg på toppen af min karriere«, siger Elmark.

»Jeg fik ret sent styr på min stemme. Jeg burde have toppet for ti år siden, men faktisk tror jeg, at jeg har mine bedste ti år foran mig«.

Det er farligt, det er hybris, og Susanne Elmark husker at banke under træbordet. Men hun får ikke penge for at være urealistisk i forhold til sin stemme. Det er i disse år, klassiske sangere og ikke mindst koloratursopraner lever livet farligst, for generelt er det ekstremerne, deriblandt hendes vilde, henrykkende højde, der lader livet først.

»Jeg har foreløbig i ti år udskudt at miste højden. Jeg har den stadig«.

Vi skal helst være derude, hvor elastikken er helt spændt ud, og man skal kunne høre det

Men har du den også om et år?, spørger jeg. Ikke for smide grus i maskineriet, men alligevel.

»Man kan aldrig vide, hvad der sker, når man kommer i overgangsalderen, når det hormonelle begynder at spille ind. Generelt, når man bliver ældre, bliver ens stemme bredere og tungere, og det er min også blevet. Men højden er der stadig, og det er som regel den, der fascinerer folk«.

Susanne Elmark synger en frase fuld af små uforudsigelig spring, som scat i jazzen, små skrøbelige, tydeligt adskilte fragmenter af lyd bundet sammen i en guirlande. Trække vejret er noget, man gør bagefter. Vi sidder bøjet over et spisebord midt i Hamburg, men der er fri højde og fuld klang på.

»Som en lille gedebuk, der springer fra klippetop til klippetop«, konstaterer hun tilfreds. »Boink-boink-boink!«.

Toshio Hosokawas helt nye ’Stilles Meer’ har premiere ved Statsoperaen i Hamburg i dag, dirigeret af Kent Nagano og med Susanne Elmark, som operaen er skrevet til, i den centrale rolle som en tidligere tysk balletdanser, der mister mand og barn i en stor tsunami, der slår 85.000 mennesker ihjel. Musikken beskriver hendes fornægtelse og trauma.

Susanne Elmark og jeg har, efter den første uafbrudte gennemspilning af ’Stilles Meer’ i kost og mask og fuldt orkester og det hele, været til reception nede i prøvesal 3. Champagne, ost, noget de kalder frueøl.

Og ostepops, som var det stadig midt-80’erne. Og champagne. Hele sangerholdet er her, der bliver taget selfies i et væk. Operachefen, instruktøren, scenografen, kostumedesigneren, regissører, assistenter, koner og partnere – de fleste af dem japanere. Det går indimellem lidt omstændeligt, for der skal bukkes tre rituelle gange for hver hilsen.

Hun er ud af en københavnsk musikerfamilie, Elmark.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hendes far underviste i musik på Christianshavns Gymnasium og var og er organist, hendes mor opgav at blive violinist, fordi der var noget familie, der skulle passes. Begge søskende er musikere, helt ud i fætter-kusine-flokken er musik det, der binder dem sammen. Hendes ældste datter er professionel violinist med base i Wien, den ældste søn spiller også violin og har ifølge moren absolut gehør. Den yngste dreng er endnu ung.

Hun optrådte med sin fars selvkomponerede katolske børnemesse, da hun var pige, og har altid haft et instrument, hun kunne koldstarte, også til Nattens Dronnings hundevirtuose arie fra Mozarts ’Tryllefløjten’, et ørt, vanvittigt stykke musik, der har fulgt hende hele livet, professionelt i de seneste 20 år. 200 forestillinger fordelt på 17 forskellige produktioner rundt om i verden.

»Jeg har aldrig misset et højt F efter alle de forestillinger, men jeg har måske også sunget den for sidste gang. Det er blevet mindre og mindre sjovt, efterhånden som jeg bare konkurrerer med mig selv. Det meste af tiden, når man synger Nattens Dronning, sidder man alene i sin garderobe, mens de andre er på scenen, og det parti er et pres. Der er ét højt F i den første arie og fire høje F’er i den næste, og det er det eneste, folk venter på.

Man kan ikke sige, okay, så jeg missede en tone, og jeg har 48.000 andre takter at gøre det godt med, for sådan er det ikke – du har kun lige nu. Der er efterhånden mange roller, jeg hellere vil synge, og lidt for mange gange har en kontrakt på ’Tryllefløjten’ stået i vejen for, at jeg har kunnet synge andre roller, som er mere spændende«.

Det psykologiske ved kunstskøjteløb har altid fascineret mig. Man kan næsten altid på forhånd se - inden de skal ind til deres treminutters program - om de vil klare sig

Så det er højden, en koloratursopran lever af, den er hendes moneymaker, som en malmfuld bund er det for en crooner. Ud over sine 200 Nattens Dronninger har hun sunget et væld af Zerbinettaer, skælminden fra Strauss’ ’Ariadne på Naxos’ (otte forskellige opsætninger på 21 år, siger statistikken), og dertil et stadigt stigende antal af nye operaer, komponeret i et tonesprog, der tit er svært tilgængeligt.

Skismaet for en dygtig sanger er, at det allersværeste skal synges så blæret, at det lyder nemt.

»I det øjeblik, man kan det, lyder det nemt, men da har man jo brugt år og år og år på at indstudere det for at få det til at lyde som leg. Det er lidt utaknemmeligt, for folk kan særligt godt lide at se en trapezartist i cirkus, når vedkommende vakler og er lige ved at falde og uuuuuh. I samme øjeblik du har bemægtiget dig overskuddet, siger folk: Nåja, men du spytter dem jo også bare ud, de toptoner!«.

De allerhøjeste toner er de mest ekstreme, men i det hele taget færdes komponister – på deres sangeres vegne – helst i yderområderne.

»Vi skal helst være derude, hvor elastikken er helt spændt ud, og man skal kunne høre det. De store kendte altarier i Bachs passioner kan faktisk godt synges af en sopran, fordi de ligger forholdsvis højt, men hvis en sopran synger dem, er det for nemt, og man misser smerten i, at det skal være svært. Man skal altid høre, at man fylder skoen helt ud«.

Afhængigt af om hun vender den ene eller den anden profil til, ligner den danske sopran skuespilleren Claire Danes fra serien ’Homeland’ – eller Helle Thorning-Schmidt. Hendes ansigt er aldrig helt i hvile, håret er det signaturkornblonde. Hun er let at finde på et oversigtsbillede fra en operaproduktion, og udseendet svarer til stemmen. Hvis man på sådan et oversigtsbillede skulle udpege koloratursopranen, ville man pege på hende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Faldet på rumpen

»Det psykologiske ved kunstskøjteløb har altid fascineret mig. Man kan næsten altid på forhånd se – inden de skal ind til deres treminutters program – om de vil klare sig. Der ligger titusindvis af timers arbejde bag, og i det sekund, kameraet zoomer ind på hende den unge russer med pailletterne i orden og øjenskyggen lige præcis blå nok, ser man, om hun kommer til at kikse sit første spring, for hun er lidt for nervøs. Og hvis hun misser første spring, så falder hun måske på rumpen i det næste ...«.

Det gyser synligt i hende. Den med at risikere at falde på rumpen er et stort advarselsskilt hos alle udøvende kunstnere.

Men hun banker ikke under bordet. Alt er godt for nu.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden