0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Har Rihanna lavet en god eller en virkelig dårlig plade?

Rihannas 8. album er eksperimenterende og uden hendes kendetegn: soleklare hits. Simon Lund var begejstret og gav 'Anti' fem hjerter. Så kom der en mail fra Lucia Odoom.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pr-foto
Foto: Pr-foto

først. Cover fra singlen 'Work' - den eneste single fra albummet 'Anti'. Atypisk for Rihanna udkom singlen dagen før albummet.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lucia Odoom: Gaaaaaaaaab, den nye Rihanna-plade er kedelig.

Mit førstehåndsindtryk: Jeg synes måske, det er en anelse for underspillet. Det er meget fint, at hun sampler Tame Impala og viser sin vokal frem i mere soulede sange. Jeg synes bare, titlen lover lidt mere ballade, end pladen kommer med. Det her er måske faktisk en ’anti’-Rihanna-plade, der introducerer os for ’voksen-RiRi’ frem for superskurken badgal RiRi. Der mangler altså bangers og drama. Jeg vil højst give det to joints.

Jeg kan bedst lide at høre Rihanna med hænderne i vejret

Simon Lund:
Underspillet er hele pointen med det her album. Det er en anti-Rihanna-plade! I forhold til den rolle som powerpopstjerne, hun har spillet siden 2005 til euforisk perfektion. Og det er ikke, fordi hun lyder særlig voksen, når hun med en stemme, der er langt ude på de små timer, på ’Higher’ synger: »I hope I ain’t calling you too late, too late/ You light my fire/ Let’s stay up late and smoke a J«. Hun giver bare sig selv lov til at være blæst og sjuske rundt, så noget nyt kan opstå. Og det gør der!

Lucia Odoom:
Jeg synes skam også, teksterne er rigtigt gode, det er faktisk noget af det bedste ved det her album. Men jeg synes ikke, man kan mærke, at hun er blæst, man kan mærke, at hun er stenet og chiller lidt med en joint, men jeg kan bedre lide, når hun blander sin stærke tobak med vodka og molotovcocktails og giver mig lyst til at danse, til jeg segner

Simon Lund:
Du går forgæves på ’Anti’, hvis du leder efter dynamitwhisky, paraplydrinks og nattedesperat dans på bordene. Det er bare ikke den Rihanna, der er mødt op. ’Anti’ skal høres på en luftmadras en sløv søndag, mens du ryger et blålyn og i et par høretelefoner forsvinder ind i verdensrummet mellem dine ører. Derinde har desperationen en anden bulet klang. Modsat Rihannas forrige syv album er der til gengæld ikke den der håndfuld af halvhjertede tilløb til hits, hun plejer at fylde et album ud med.

Lucia Odoom:
Jeg føler mig lidt som et barn, der er gået ind i en slikbutik med sindssygt lavt blodsukker, og så ankommer til en buffet af blommer i madeira. Det er en lidt barnagtigt forkælet følelse, fordi der jo er noget chokolade, noget sødt, det er bare for voksne.

Jeg kan godt lide ’Yeah I Said it’, fordi det er offensivt og forførende og kommer anstigende på en mere anmassende måde, igen er teksten helt fænomenal. Jeg ville bare ønske, produktionerne fløj lidt højere op.

Simon Lund:
Selv om der er gyngestolstempo over en del af balladerne på ’Anti’, er blomme i madeira lige at stramme den om et album, hvor Rihanna over et vindt og skævt jazzorgel synger: »I’d rather be smoking weed/ Whenever we breathe/ Everytime you kiss me«. Rihanna gør sig netop fri af den fastlåste rolle som uovertruffen leverandør af pop, der sender blodsukkeret på himmelfart.

Engang vidste man altid, hvor man havde Rihanna: på toppen af hitlisten. Nu udkommer hun på sit eget pladeselskab, og du bliver nødt til at lære hende at kende igen. Det er ikke festligt, men mere personligt i sin forvirring og sænkede parader.

Lucia Odoom:
Jeg ved bare ikke, om jeg er helt enig med dig i, at det er på det her album, man kan lære hende at kende. Det virker nemlig ikke helt, som om hun har fundet sig selv endnu, men mere som om hun gerne vil vise en ny side af sig selv, som hun er i gang med at udforske. Jeg hører heller ikke forvirringen.

Miley Cyrus’ forvirring var mærkbar på hendes frigørelsesplade fra sidste år og kom til udtryk i boblende dancepop-oder til døde kæledyr og psykedeliske eksperimenter. Det er var her, jeg rent faktisk fattede, hvem Miley er, og at hun gerne vil vise sin identitetssøgen frem gennem musikken.

Simon Lund:
Der er helt sikkert mere smæk på Miley Cyrus’ kaotiske rutsjebanetur! Men der er ikke kun én opskrift på at vride sig ud af omverdenens forventningsfulde kløer (og Flaming Lips kan kun overskue ét adoptivbarn ad gangen, især når det ene er Miley).

Forvirring hører jeg i hendes uafklarede vekslen mellem at satse hele butikken i soulvokalen på ’Love On the Brain’ og det tågede fravær, man mærker på ’Same Ol’ Mistakes’. Rihanna råber ikke fra tagene, hun vakler rundt på tagryggen.

Og så er hun ikke sangskriver. Hendes virkemidler er begrænsede: stemmen og iscenesættelsen. Det er dem, hun bruger her. Til at give popmusik en anden stemme end de skridsikre, Taylor Swift og Beyoncé sørger for. Pænt modigt!

Lucia Odoom:
Ja, det er her, Rihanna vrider sin stemme på vrangen, for første gang i sin karriere, og det er også interessant at få lov at høre. Jeg har bare en fornemmelse af, at hun sagtens kan kombinere udforskningen af sin stemme med mere lydudskejende produktioner.

Jeg savner altså en rigtig storartet popsang fra hende, som også peger ind i fremtiden. En identitetssøgen behøver vel ikke at betyde, at vi skal stå og lytte til hende med hænderne i lommerne frem for at skråle med med hænderne i vejret. Jeg kan bedst lide at høre Rihanna med hænderne i vejret.

Simon Lund:

Jeg elsker også at blive skudt til vejrs af Rihannas brølende pophymner! Den side af Rihanna er heldigvis ikke væk. Sidste år hævede hun sig over alle andre med ’Bitch Better Have My Money’, året før gav hun Eminem et skub op ad hitlisten på ’Monster’, ligesom Kanye West og Paul McCartney havde set sølle ud, hvis ikke Rihanna havde sunget igennem på ’FourFiveSeconds’.

Med ’Anti’ har Rihanna bare pillet alle hits og skabeloner ud af ligningen og ladet eksperimenterne flyde frit ud. Muligvis en kommerciel katastrofe, men så kan hun altid vende tilbage til lave bangers.

Så ses vi to på bordene!

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter