Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Popsangere refererer i højere grad til sig selv end til den udkårne

Amerikanske psykologer har lavet et studie af amerikanske hitlister i 1990, 2000 og 2010. De siger, at popmusikken er blevet »narcissistisk«. Det passer, men ikke helt, siger danske forskere.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Popsange har altid handlet om kærlighed. Og det gør de såmænd også i dag. Kærlighed til den vidunderlige person, popsangerne ser, når de kigger sig i spejlet

Det viser et studie, to psykologer fra Dearborn University i Michigan har lavet af sangtekster fra amerikanske hitlister.

De to har undersøgt sange fra 1990, 2000 og 2010 fra den amerikanske Billboard Hot 100-hitliste og er nået frem til den konklusion, at musikteksterne er blevet mere »narcissistiske«.

At der bliver sunget om Satan hos Dimmu Borgir, betyder jo ikke, at de brænder kirker

De forelskede popsange er blevet selvforelskede.

Ifølge studiet indeholder sange fra 2010 »signifikant flere eksempler på selvpromovering« end sange fra 1990. Ved at analysere sangteksterne har psykologerne lavet statistik over, hvordan de enkelte genrer bruger sproget. Både i 1990, 2000 og 2010 var de klart mest pralende, selvelskende og selvpromoverende sorte mænd i rapmusik.

Men studiet »peger på en ændring i popmusikkens natur«, skriver de to psykologer Pam McAuslan and Marie Waung.

»Sammenlignet med tidligere år havde sangene i 2010 større sandsynlighed for, at sangeren refererer til sig selv ved navn, generelt selvpromovering, praleri over egen velstand, partners udseende eller seksuelle kunnen«, skriver de og konkluderer, at »der overordnet er mere selvpromovering i musik fra 2010 end i musik fra 1990 eller 2000«.

Altså som når Rihanna i 2009-hittet (efter en hel del »Ah yeah, yeah, yeah (Ah yeah, yeah, yeah)«) synger:

»They can say whatever, I’ma do whatever/ No pain is forever, yup, you know this/ Tougher than a lion, ain’t no need in tryin’/ I live where the sky ends, yup, you know this/ Never lyin’, truth teller/ That Rihanna reign, just won’t let up«.

Eller Rick Ross, ham med fælgen om halsen her ved siden af, i DJ Khaled-sangen ’All I Do Is Win’ rapper om at »pull out in my Rolls-Royce« og sammen med Khaled, Ludacris, T-Pain og Snoop Dog gang på gang at vende tilbage til sangens tema: »All I do is win win win no matter what/ Got money on my mind I can never get enough/ And every time I step up in the buildin’/ Everybody hands go up«.

Men hvordan siger de det?

»Der er en generel tendens til individualisme i kulturen i øjeblikket. Der er studier, som viser, at der bliver sagt mere ’jeg’ og ’mig’ i sange i dag end i 1980’erne. I litteraturen, i dokumentarfilm, i det man kalder den performative biografisme, hvor forfatterens eget liv indgår som en figur i værket. Det giver fin mening, at det også gælder for musikken«, siger Søren Frimodt-Møller, lektor ved Aalborg Universitet og tværvidenskabelig musikforsker.

De forelskede popsange er blevet selvforelskede.

Men de amerikanske psykologers studie mener han dog ikke påviser den tendens på meget overbevisende vis.

»Mest af alt viser det, at rap og hiphop vinder mere indpas«, siger han. I undersøgelsen leder forskerne efter eksempler på, at musikerne »refererer til sig selv ved navn«, »generel selvpromovering«, »praleri over udseende«, »praleri over partners udseende«, »praleri over velstand«, »praleri over seksuelle evner/erfaringer«, »praleri over musikalske evner« og »krav på respekt«, og de nævner, at det tyder på en øget »narcissisme«, at der især i popmusikken er sket et skred imod en øget selvforelskelse.

Søren Frimodt-Møller savner, at forskerne forholder sig til, hvordan de forskellige udtryk bliver brugt i stedet for en ren konstatering af, at de bliver brugt.

»Man kan spørge, om det bare er en form for liturgi«, siger forskeren. Altså en form for forskrift i rapmusikken, der dikterer pral på samme måde, som blackmetallen ofte har satanistiske tekster, og på samme måde som et rekviem følger en skabelon.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»At der bliver sunget om Satan hos Dimmu Borgir, betyder jo ikke, at de brænder kirker«.

Ifølge musikhistorikeren Henrik Smith-Sivertsen er der en del svagheder ved studiet, fordi det ifølge ham er alt for fokuseret på at bevise tesen om stigende selvpromovering.

»Der ligger så mange sociale koder under det hele, at jeg tror, vi skal være påpasselige med at lave en tidsåndstolkning ud af det«, siger han.

Studiet viser måske nok, at rap har fået større indflydelse, med dertilhørende selvpromovering, men det tager slet ikke højde for den humor og selvironi, der også ligger netop i den musikgenre, mener han. Derfor kan man ikke sige, at musikken er blevet mere selvforelsket.

»Der er muligvis mere selvfokusering i popmusikken i dag, men det er altså ikke det samme som narcissisme«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden