Nysgerrig. Aphex Twin har gennem årene udgivet en række eksperimenter, der har udfordret, hvad popmusik er, og hvad elektronisk musik er.
Foto: Pr-foto

Nysgerrig. Aphex Twin har gennem årene udgivet en række eksperimenter, der har udfordret, hvad popmusik er, og hvad elektronisk musik er.

Musik

Aphex Twin er i gang med at fortælle os, hvor han kommer fra

To nye albums fra Aphex Twin og David Toop viser dem begge som to af den elektroniske musiks ypperste opdagelsesrejsende.

Musik

Richard David James er mennesket bag en helt del aliasser, men mest kendt som den mytiske figur Aphex Twin.

Siden han som 11-årig forelskede sig i de lyde, der kom ud af hans Mikrocomputer Sinclair ZX81, har han været en opfinder, både inden for den elektroniske musik og populærmusik – en, der har fået lov til at undersøge og udforske computermusikkens nuancer og muligheder. Han har med sin elektroniske fragmenterede musik ligefrem formået at vise os lighederne med de strukturer, vi kender fra klassisk musik og jazz.

Det nysgerrige drengehjerte, der fandt ud af, at man kunne manipulere volumen på en mikrocomputer og finde nye lyde, bankede lige så nysgerrigt på udgivelsen ’Selected Ambient Works 85-92’, der udkom i 1994. Med dette album beviste han, at fremtidens musik transcenderer tid, og at man kan udgive en samling kompositioner, der strækker sig over syv år, men tilsammen udgør et helstøbt tidsløst univers, med alle de ingredienser, der skal til for at skabe Big bang og liv.

OM APHEX TWIN I 2011

Når jeg betragter Aphex Twin som en (ud)forsker, er det, fordi han har udgivet en række eksperimenter, der har udfordret, hvad popmusik er, og hvad elektronisk musik er. Med ep’en ’Come to Daddy’ fra 1997 hejste han den såkaldt intelligente elektroniske musiks fane på MTV-månen. Det var i en periode, hvor der var plads til enormt mange nuancer i den elektroniske populærmusik, en tid, hvor navne som Squarepusher, Portishead, Massive Attack, Basement Jaxx og The Chemical Brothers satte deres elektroniske fodaftryk på popmusikken. Men i modsætning til førnævnte kollegaer er Aphex Twin som udgangspunkt mere utilnærmelig. Han leger ikke med drum’n’bass, dance og house. Han er sin helt egen Aphex Twinske genre, som han til gengæld så også er den eneste, der har kørekort til.

Det er en meget nostalgisk og minimalistisk ep, som desværre skuffer lidt

I 2014 udsendte han albummet ’Syro’, efter en lang cliffhanger på 13 år. Han sendte luftskibe op på himlen med sit Aphex Twin Logo og varslede sin genkomst, som var han vendt hjem fra en lang ekskursion til en fremmed planet. Og det var en meget moden Aphex Twin, der vendte tilbage med et pænt og solidt album, der ikke vakte samme momentum som tidligere plader, men som gjorde anmelderne og de inkarnerede fans glade og mætte verden over.

Men den mest interessante nyere udgivelse fra hans side er i mine øjne ikke ’Syro’. For et år siden udgav han et langt mere ukonventionelt værk, i form af et arkiv. Under brugernavnet user48736353001, som vist skiftede undervejs og nu er user18081971, uploadede han i løbet af få måneder over 200 skitser og kompositioner på musiktjenesten Soundcloud. Arkivet strakte sig fra 1985 til 1997, måske endda længere, og bød på nogle af hans mest interessante kompositioner.

Soundcloudprofilen fungerede nærmest som en selvbiografi, som berettede om hans tilblivelse og udvikling som artist.

APHEX TWIN KONCERT 2011

Nu er han så ude med ep’en ’Cheetah’, som jeg må indrømme næppe bliver samme store øjeblik, som ’Come To Daddy’-ep’en var, da den udkom for 19 år siden. Det er en meget nostalgisk og minimalistisk ep, som desværre skuffer lidt sammenlignet med både ’Syro’ og arkivet. Men man kan finde to sange fra det famøse Soundcloudarkiv, og det vidner om, at han er i gang med at fortælle os, hvad han kommer fra, og ikke hvor han er på vej hen. ’Cheetah’ er et udmærket bidrag det overordnede værk, han ønsker at skabe, men Aphex Twin er mest interessant, når han troll’er os på nettet og rusker i vores opfattelse af, at musikere kun må udvikle sig ved at kigge fremad. Han er i færd med at grundlægge et gigantisk univers, vi kan rejse rundt i, og cementerer sin egen tidsløse kvalitet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mere lydkunst end musik

Den elektroniske komponist David Toop er professor i auditiv kultur, og det kan høres i alt, hvad han komponerer.

Den 67-årige brite er kendetegnet ved sin dvælen ved pausen. Toop bruger optagelser af lyde fra vores konkrete fysiske verden. Han har samarbejdet med Brian Eno på pladeselskabet Obscure Records, som eksisterede fra 1975 til 1978, og har skrevet bøger og komponeret værker, der undersøger lydens mellemrum, pauserne, alt det imellem melodier, omkvæd og payoffs. Man kan betragte ham som en slags udforsker, og med det mener jeg egentlig også forsker i det, der gemmer sig derude, hvis vi lytter godt efter.

Det er, som om han rumsterer inde i lytterens øre på sit nye album, ’Entities Inertias Faint Beings’. På nummeret ’For A Language To Come’ er det svært at beslutte sig for, om det er popcorn, regn eller dansende myrer, man lytter til, og derved bliver Toops musik lige så abstrakt og fortolkningsfri som moderne kunst. Man kan høre ham synke, og lege med instrumenter og materialer som træ og metal.

Mit øre døsede desværre hen midt i en gongong, noget fløjte og en dame, der talte på et sprog, der lød som en blanding af koreansk og russisk. Der er mere lydkunst end musik over denne her plade og desværre ikke den form for lydkunst, der har nye ting at sige.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden