0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lotte Anker tog publikum på en hoppende og dansende lydrejse

Saxofonisten Lotte Ankers ’runde’ fejring bød på intens musik og indlagt kapløb mod tiden i Brorsons Kirke, mens det gik mere stillestående for sig med Sonja LaBiancas lydkollage i Skuespilhuset.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bobby Anwar
Foto: Bobby Anwar

Som et kald til midnatsbøn skar Lotte Ankers saxofon gennem luften i Brorsons Kirke.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er den type musik, der vitterlig aldrig kan gentages. Det er den frie musiks lod. Ingen forudbestemte temaer eller specifikke former. Kun hvad situationen og øjeblikket byder, ligesom regn, der rammer blade og græs og derefter uigenkaldeligt synker i jorden. Hver gang er det forfra. Næste gang rammer dråberne på en anden måde og måske et helt andet sted.

Saxofonisten Lotte Anker er heller ikke en musiker for de mange. Alligevel har hun stædigt holdt fast i at dyrke helt frit improviseret musik igennem de seneste mange år. Og som sådan er hun i dag en markant skikkelse i det internationale miljø for fri jazz og intuitiv musik.

Og godt nok er det et par måneder siden, at Lotte Anker rundede de 60 år. Men med lidt forsinkelse fik hun af Copenhagen Jazz Festival mulighed for at markere det ’runde hjørne’ med en specielt opsat koncert i den stemningsmættede Brorsons Kirke, der er en af hovedscenerne på dette års jubilæumsudgave af festivalen.

Og det blev en ganske intens koncertoplevelse, der også bød på et ufrivilligt indlagt kapløb mod tiden, eftersom den tyske analoge synthesizertroldmand og lydkunstner Thomas Lehn var forsinket med fly fra Wien. Kunne han overhovedet nå frem i tide til andet sæt?

Inden da udførte Lotte Anker med sin vibrerende sopransax en voldsomt inspirerende åbning af første sæts kvartetmusik, flankeret af Søren Kjærgaard på flygel, den tyske mester Paul Lovens på minitrommesæt samt den aldrende portugisiske violinist Carlos Zingaro.

På intet tidspunkt føltes musikken steril. Lotte Anker Celebration var først og fremmest en varm, menneskelig affære

I kirkerummet, der naturligvis var medaktør i totaloplevelsen af musikken, var det som et dybt kald til midnatsbøn, da Ankers saxofon skar igennem luften med en stærkt personlig og tætvævet lyd og sammen med de øvrige musikere udfoldede abstrakt tonekunst med en stærk kollektiv fornemmelse.

Lovens larmede ikke bag trommerne, men holdt sig klogt og drevent tilbage med små velklingende slag på skind og metalramme, eller han fik lilletrommen til at synge i kontakt med resonerende minibækkener, der klang forfriskende og gav et næsten rituelt præg.

Søren Kjærgaard deltog også i løjerne med sin evne til at lytte til sine omgivelser og dosere med sans for både springende melodik og mørke klange. Det tilførte musikken en seriøs grundstemning.

Carlos Zingaro var ikke et helt indlysende aktiv i gruppen. Meget af tiden brugte han på at file hurtige, kantede figurer, som om der var svirrende fluer i violinen. Men så kunne han i en spontant svævende ballade give helheden et ophøjet, kammermusikalsk præg med lange strøg.

Inden da havde Søren Kjærgaard åbnet koncerten med et lille solosæt, som var velgørende kort. Ikke fordi der var noget galt med musikken, men fordi den fremstod netop så passende stærkt i komprimeret form.

Det blev til fire vignetagtige forløb. F.eks. lod Kjærgaard en bølge af gentagne klange vokse op omkring en enkelt tone. En fint omsat idé. Og denne aften arbejdede han med de fineste betoninger og en udpræget sans for dynamikken i flyglet. Ofte starter han åbent og med, hvad der kunne minde om spredt fægtning, for derefter at arbejde sig mere målrettet ind imod en kerne af ideer. Som når man skræller en appelsin.

Efter den første afdeling med både soloflygel og kvartetmusik indfandt sig en pause. Man ventede fortsat på Thomas Lehn, som nu, kunne Lotte Anker annoncere, var på vej i fuld fart i en taxa fra Københavns Lufthavn. Og ja, Thomas Lehn nåede frem, og han var værd at vente på.

Med sit virtuose og kreative spil fik han nærmest sit analoge lydgrej til at hoppe og danse med drejeknapper, små kabler og stik til kanalskift og et interaktivt minikeyboard. Lehn var således en særdeles aktiv bidragyder til andet sæts spøjse musikalske rejse ud i et mere rumalderpræget univers.

En tur mellem diverse farverige lydplaneter, så at sige, hvor blandingen af de akustiske instrumenter med Lehns ’gammeldags’ elektroniske lyde gav stærke associationer til 1960’ernes åndsklima. Atomprøvesprængninger. Drømme om befolkning af rummet. Kubricks visioner. Sun Ras space-jazz. Darmstadts elektroniske laboratorier, hvor musikere agerede forskere i hvide kitler. Men på intet tidspunkt føltes musikken steril. Lotte Anker Celebration var først og fremmest en varm, menneskelig affære.

Det faldt til jorden

Anderledes distanceret føltes musikken i Skuespilhusets Foyer tidligere på dagen, hvor den noget yngre kvindelige kollega, saxofonisten Sonja LaBianca, stod på scenen som en del af festivalserien 21th Century of Jazz.

Efter den opmærksomhed, LaBianca har nydt oven på sin specielle udgivelse ’About Room, Room To Be, Rooms’, en overraskende DMA-pris som Årets Nye Jazznavn og ydermere en Steppeulv som Årets Musiker 2018, er det helt naturligt, at festivalen har tildelt hende sceneplads. Og hendes aktiviteter med kunstnerkollektivet Eget Værelse vidner om en seriøs indstilling til at skabe noget nyt og unikt.

Men det er ikke det samme, som at det virker. Og den konsekvente strategi, LaBianca havde valgt ved fredagens koncert, faldt efter min mening til jorden. En (blot) 40 minutter lang performance, der var som en langsommelig og mekanisk bevægelse fra det ene lydtableau til det andet af solosaxofon, statisk triomusik med LaBianca, cellisten Lil Lacy og bassisten Nikolaj Clasen, præindspillet poetisk voiceover og elektroniske rytmer og lydflader af Heine Thorhauge Mathiasen.

Ganske enkelt kedeligt

LaBianca arbejder bevidst med stilheden og pauserne i den dialog, der opstår mellem instrumenter, lyde og det omgivende rum. Men det fungerede ikke som en kontemplativ stund af fordybelse. Den spændings- og pulsløse musik kunne efter min mening ikke bære den højtidelighed, musikerne forsøgte at skabe, tavse og med alvorsfulde miner. Det var ganske enkelt kedeligt.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts