HALLELUJA! Liggende på det såre jordiske gulv synger sangerne en hymne til det menneskelige fællesskab.  Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

HALLELUJA! Liggende på det såre jordiske gulv synger sangerne en hymne til det menneskelige fællesskab. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Musik

Sammen kan vi være Messias! Scenisk nytolkning af Händels oratorium folder sig ud som hymne til det menneskelige fællesskab

Der er både håb og trøst i julebudskabet fra den unge komponist Matilde Böcher og hendes Händel-fortolkning.

Musik

Hvem kan trøste os? I samlet kreds sidder publikum og venter på ’Messias i nat’, men tomt er der på gulvet foran os. Pludselig begynder en skægget mand, der sidder blandt os, at synge: »Hvem kan trøste os?« »Hvordan skal vor sorg og afmagt få ende?«

Fra første færd står det klart, at ligesom der her i den intime sal på Husets Teater ikke er det storladne Händel-oratoriumopbud med orkester, orgel og kæmpekor, er der heller ikke nogen frelser, der kommer ned fra oven. Det hele, både trøsten og frelsen og musikken, skal findes og vokse frem blandt os selv.

En stor sårbarhed – indtrængende menneskelig – hviler over denne renskrabede ’Messias’, sådan som sangen også løfter sig fra tre andre solister, der rejser sig fra deres tilskuerstole og synger a cappella om den store venten i mørket, her og nu i al prosaisk samtid.

Sikkert er det, at i ingen af de mange andre steder, hvor ’Messias’ for tiden bliver fremført, vil »biler og huse, piller og lort« samt »droner« og »bombefly« blande sig i koret.

Men ’Messias i nat’ er også skabt som en fri variation over Händels storværk fra 1741. Bagved står den unge komponist Matilde Böcher og instruktøren Liv Helm, der før blandt andet har lavet den prisbelønnede forestilling ’Transfervindue’ og nu er gået sammen med dramatikertalentet Alexandra Moltke.

Fællesskabets magi

Resultatet er en skærende enkel ’Messias’ som et scenisk korværk af kun en times varighed (normalt tre timer).

Musikken lægger sig op ad originalen med dens tretrinsopdeling, de fire bærende stemmer og den messende form, men i et moderne tonesprog, hvor man kan høre Händels toner bagved, ligesom de i korte passager træder direkte frem.

Tilsvarende er teksten en nutidsparafrase over bibelcitaterne i den oprindelige libretto. Det handler ikke længere primært om menneskesønnens lidelser og jublen over den kommende frelse, men om menneskene i mørket, deres frygt og selvskabte trængsler. Fokus er rettet mod oprørets komme: Af egen kraft må de gøre sig fri – via fællesskabet!

Det er nu ikke følelsen af oprør, der trænger sig på, som skulle Frankrigs Gule Veste være rykket ind på Halmtorvet. Overvældende er det ikke desto mindre, da en dusinstærk skare pludselig rejser sig fra tilskuerpladserne som en slags folkekor – dygtige kvindelige amatørsangere i smuk samklang med de fire storsyngende solister, sopranen Katinka Fogh Vindelev, kontratenoren Morten Grove Frandsen, tenoren Christian Damsgaard og bassen Steffen Bruun.

Det er lige til at knibe en tåre over, så stærkt de forskelligartede stemmer kan mødes og løfte hinanden i fælles samklang. Så pyt med, at de fysisk utrænede kroppe træder grumset frem i de tilstræbt enkle formationer, og at en bedre lyssætning havde gjort underværker.

Nøgent og nærgående folder sangen sig ud i rummet uden andet at holde sig til end de stemmegafler, som solisterne indimellem holder ind mod kroppen. Frem for det kristne kors får vi her noget, der vibrerer af lyden af menneske.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et julebudskab med håb

Dermed ikke være sagt, at værket er et oprør mod det kristne julebudskab. Snarere betoner det i forlængelse af Kristus’ dobbeltnatur som Gud og menneskesøn, at messiaskraften kan manifestere sig i hvert et menneske og skabe forandring via fællesskabets ånd: »Vi er Messias«.

Helt enkelt og tæt på var det her til at mærke magien: Hvordan mennesker, der stod frem lige så hverdagsagtige som mig og min sidemand, pludselig kunne udvirke, at det hele løftede sig med en egen skønhed og følelse af ånd. I kraft af fællesskabet.

Det julebudskab er der både håb og trøst i. På et helt andet plan giver værket også håb, i forhold til at scenekunstneriske eksperimenter ellers er et udpint område. Glædeligt, at dette samtidsoratorium er vokset frem som del af aktiviteterne i talentvæksthuset Haut på Sort/Hvid.

Hallelujakoret fik vi oveni til slut. Alle sangerne lagde sig ned som et broget mennesketæppe, der dækkede den ganske jord. Til sidst rejste de sig og lod deres godt brugte sko stå tilbage. Som Kristus’ fodaftryk på opstandelsens dag.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce