0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Fem hjerter: Koncert i Det Kgl. Kapel åbnede som en samtale og endte i vilde udsagn og giftige argumenter

Det Kgl. Kapel åbnede sæsonen med tre fascinerende, vildt dramatiske orkesterværker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Nikolaj Szeps-Znaider formår at søge ind til en poetisk nerve med det samme.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Verden skal romantiseres! De tyske forfatteres slagord i 1800-tallet kunne sagtens have stået over Kapellets sæsonåbning lørdag aften i Operaen. Her byggede husets orkester og chefdirigent Alexander Vedernikov fantastiske musikfortællinger op i form af Max Bruchs berusende 1. violinkoncert med Nikolaj Szeps-Znaider som solist og Gustav Mahlers voluminøse 1. symfoni. Og så fik vi tre eventyrlige billeder fra Hans Abrahamsens kommende opera ’Snedronningen’ som en slags instrumental trailer til premieren i næste måned.

Hvis man som ny klassisk lytter går på biblioteket og beder bibliotekaren om en rigtig romantisk violinkoncert – altså en, der bygger det hele op fra ingenting, folder sig ud i syngende poesi og ender i en fest af musikalsk fyrværkeri – så kunne man sagtens få stukket Nikolaj Szeps-Znaiders gamle album med Max Bruchs violinkoncert i hånden. Det er 20 år, siden han som en ung mand med store ambitioner indspillede det kendte værk med London Philharmonic Orchestra, men det kunne man ikke høre lørdag aften.

Han havde præcis den samme kompromisløse tilgang, den samme syngende, vibrerende klang, der var faretruende tæt på at lyde ufokuseret, og det samme imponerende musikalske overskud. Szeps-Znaider er og var en ærkeromantisk musiker, der søger ind til en poetisk nerve med det samme, og i Operaen skulle der ikke mere end tre toner til af den vemodige melodi, der åbnede musikken, før al opmærksomhed i salen var rettet mod hans fantastisk smukke violintone. Uden at åbne munden sang han sig igennem værkets tre satser.

Noget har dog ændret sig siden karrierens første år. Han har fået en ny, gammel violin med en skøn mørk klang i bunden, og den brugte han til at skabe virkelig interessante klanglige dialoger. Hvor en lys og spinkel tone spillede op mod en dunkel og støvet som en samtale mellem generationer – og endte i umulige halsbrækkende udvekslinger af vilde udsagn og giftige argumenter.

Det var skønt at høre ham spille vildt og romantisk, men det var måske endnu bedre at høre ham i eftertænksom og sval fortolkning af en lille barokdans af Bach som ekstranummer.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts