En af rockmusikkens helt store trommeslagere er død

Ginger Baker var især kendt fra gruppen Cream, som han var med til at grundlægge i 1960'erne.  Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix
Ginger Baker var især kendt fra gruppen Cream, som han var med til at grundlægge i 1960'erne. Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Siden 1960'erne har Ginger Baker gjort sig bemærket som en talentfuld trommeslager med en helt særlig stil.

Men den britiske musiker, der er blevet betegnet som en af rockmusikkens mest innovative trommeslagere, har slået takten for sidste gang.

Ginger Baker - med det borgerlige navn Peter Edward Baker - er død. Han blev 80 år, skriver det britiske medie BBC.

Ginger Baker var især kendt fra gruppen Cream, som han var med til at grundlægge i 1960'erne.

Gruppen spillede rock tilsat blues og bestod foruden Ginger Baker af blandt andre guitarist og sanger Eric Clapton.

Ginger Baker havde en lang og varieret karriere og spillede desuden i rockgrupperne Blind Faith og Hawkwind samt samarbejdede med afrobeat-musikeren Fela Kuti.

Kaldenavnet 'Ginger' fik Baker med henvisning til sin røde hårpragt.

Inden Ginger Baker blev professionel musiker ville han være professionel cykelrytter og drømte om at deltage i Tour de France.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her