Den amerikanske popsanger Taylor Swift vandt seks priser til søndagens American Music Awards 2019. Igennem hele sin karriere har hun nu vundet flere priser end Michael Jackson.

'Årtiets artist': Taylor Swift slår Michael Jackson af pinden

En, to tre, nej hele seks priser kunne den 29-årige amerikanske popstjerne Taylor Swift gå hjem med efter prisuddelingen til årets American Music awards.  Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
En, to tre, nej hele seks priser kunne den 29-årige amerikanske popstjerne Taylor Swift gå hjem med efter prisuddelingen til årets American Music awards. Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Taylor Swift vinder prisen som ’årtiets artist’ og fem andre priser til American Music Awards 2019, heriblandt også prisen som ’årets artist’.

Hun konkurrerede blandt andet mod Drake, Ariana Grande, Halsey og Post Malone.

Det skriver The Guardian.

29 priser har den amerikanske popsanger derved høstet til American Music Awards i løbet af sin karriere. Det er flere priser end Michael Jackson, som førhen havde rekorden med 24 priser.

I sin takketale under showet på Los Angeles’ Microsoft Theater udtalte hun, at året har givet hende »nogle af de mest fantastiske stunder«, men også»nogle af de sværeste udfordringer hidtil«.

Konflikt med pladeselskab

Optakten til Swifts optræden til American Music Awards har været noget turbulent.

Popsangeren anklagede offentligt sit tidligere pladeselskab Big Machine og ejeren Scooter Braun for at nægte hende at spille sine tidlige sange, som hun ikke selv ejer rettighederne til.

Scooter Braun selv har afvist, at det skulle være tilfældet. Han har også fortalt, at han har modtaget dødstrusler fra fans af Taylor Swift.

Under sin takketale til showet havde Swift ingen direkte referencer til sagen med Braun. Hun udtalte dog, at »denne industri er meget mærkelig«, hvorefter hun takkede sine fans og sagde: »Dette år har betydet meget for mig. Der har været meget godt, og der har været meget som har været virkelig kompliceret«.

Trods seks vundne priser var Swift ikke den eneste, der gik hjem med en sejr. Den 17-årige Billie Eilish vandt prisen som ’bedste nye artist’ samt prisen for ’årets alternativ rock-artist’. Rapperen Post Malone vandt prisen for ’bedste rap/hip-hop album’ for albummet ’Hollywood’s Bleeding’ og var med sine syv nomineringer den artist med flest nomineringer i år.

Cathrine Otterstrøm Hasager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her