Der var flest unge mænd på Lille Vega fredag aften, unge mænd med hang til følsom headbanging. En med kort, sort pagehår stod allerforrest og bevægede langsomt hovedet frem og tilbage, imens armene slaskede, til det mest stenede dj-set, jeg nogensinde har set.
Musikken sneglede sig gennem øregangene som tunge bedøvende hashtåger, da den unge producer Vegyn agerede discjockey, inden aftenens tilløbsstykke, enmandsbandet (Sandy) Alex G, skulle optræde.