Det nye album med irske The Boomtown Rats ankommer 36 år efter gruppens forrige album. Det er alligevel noget af en sjat, men helt ud af det blå kommer det ikke. Det irske band anført af Bob Geldof har været gendannet siden 2013, så det var vel kun et spørgsmål om tid, før man også ville have nogle nye sange med ud på landevejen.
’Citizens of Boomtown’ er retro uden blusel, men Geldof og de gamle drenge gør et anstændigt forsøg på at fremmane gammel energi. Mere overraskende er det i høj grad glamrock, gejl guitar og klassiske rocksange om de to køns ikke altid lige gnidningsfrie tiltrækning, der skal trække læsset.




























