Da den blinde tenor, Andrea Bocelli påskesøndag optrådte i en fuldstændig tom domkirke i Milano, var det ikke blot en begivenhed, der trøstede de hårdt ramte italienere, men en optræden, som blev et globalt hit, skriver Variety.
Næsten tre millioner mennesker verden over loggede på YouTube for at følge Andrea Bocellis 25 minutter lange live-optræden, ’Music for Hope’, og allerede mandag aften havde 32 millioner set hans kirkekoncert på YouTube.
Initiativet til koncerten kom fra Milanos borgmester, der mente, at den ville kunne give italienerne noget opløftende midt i coronaepidemien, hvor ingen kunne komme til påskegudstjenester.
En slags bøn
»Borgmesteren i Milano bad Andrea om at lave en slags bøn for alle de dele af Italien, der er ramt af Covid«, siger Francesco Pasquero fra Bocellis agent, Maverick Management, til Variety.
Han kalder det »utroligt«, at Andrea Bocelli med sin klassiske musik på så kort tid er nået ud til så mange mennesker. Forventningen var, at det primært ville være kirkegængere og klassisk interesserede, der ville se Bocellis optræden.
»Andrea har været virkelig imponeret over mængden af kommentarer, vi har fået fra hele verden«, siger Francesco Pasquero.
fortsæt med at læse


























