Hvad giver man en mand, der fylder 80, i fødselsdagsgave? Og ikke nok med det: En mand, der rangerer som verdens rigeste trommeslager og er god for næsten 2 milliarder danske kroner.
Ringo Starr – for det er ham, der er 80-års fødselaren – behøver næppe nye trommesæt. Eller boliger, for den sags skyld. Og selv om han snildt kunne tillade sig at læne sig tilbage i solstolen i en af boligerne – det kunne f.eks. være den i Los Angeles – og nyde sit otium, er han stadig i fuld vigør. I oktober sidste år udgav han sit 20. album, ’What’s My Name’, og hvis ikke det var for corona, ville han formentlig her i sommer være på turné med sit All-Starr Band, der, siden han dannede det i 1989, har haft ikke så få store, kendte musikere på medlems- eller gæstelisten: Steve Lukather (fra Toto), Roger Hodgson (fra Supertramp), Andy Summers (fra The Police), Steven van Zandt (fra The E Street Band) og mange, mange flere. Når Ringo ringer og spørger, om man vil spille med ham, siger man næppe nej.


























