Så er The William Blakes tilbage med endnu et album, et års tid efter deres seneste og syvende album, ‘1991’, og man må beundre det københavnske band for deres stamina og arbejdsdisciplin, deres evne til at mødes, få noget fra hånden og ikke spilde tiden. Man kan vel ligefrem sige, at barndomsvennerne Kristian Leth, Bo Rande og brødrene Frederik og Fridolin Nordsø har ophøjet det spontane, det hurtige og fejlbarlige til et bærende kunstnerisk princip, altid med en unik tillid til processen og til skaberkraften.
Ingen kan som The William Blakes formulere, hvad det er, de laver, der er altid noget på spil, altid en konceptuel, tematisk og musikalsk vision, og denne gang handler det om ‘Europas forfald’, om løgnagtige politikere og Brexit. Det er der kommet masser af god energi ud af, og som altid med The William Blakes går dystopien hånd i hånd med håbet; de fleste af sangene her er, mens de handler om undergangen, også paradoksalt lette og lyse.
