Overalt pibler det frem med musik, som direkte eller indirekte forholder sig til corona-pandemien og livet i isolation. Det kan mærkes, at musikkens ’reaktionshastighed’ er hurtigere end f.eks. litteratur og filmkunst. Samtidig er musikerne hårdt ramt af restriktioner, der kraftigt har amputeret livemusikken som udtryksform. Hvad skulle man ellers lave end at gå i studiet?
Nogle er bedre rustet end andre til den kunstneriske side af situationen. En af de mest veludrustede er den amerikanske pianist Brad Mehldau. Som jazzpianist med en tydelig baggrund i den klassiske romantiske tradition falder det ham naturligt at indfange den tragiske situations højstemte følelser med pianoimprovisationer.




























