Den amerikanske rocksanger Michal Lee Aday, kendt som Meat Loaf, er død, 74 år. Det skriver det amerikanske medie Deadline.
Sangeren døde torsdag nat med sin kone, Deborah ved sin side, fortæller Meat Loafs agent Michael Greene til Deadline. Greene siger også, at døtrene og nære venner fik sagt farvel til rockmusikeren i det sidste døgn, han levede. Dødsårsagen kendes ikke.
»Vi ved, hvor meget han betød for så mange af jer, og vi er oprigtigt taknemmelige for al den kærlighed og støtte, mens vi arbejder os igennem denne sorgfulde tid efter tabet af en inspirerende kunstner og en smuk mand. Fra hans hjerte til jeres sjæl ... ’Don’t ever stop rocking’«, hedder det i en erklæring fra familien.
Som musiker var Meat Loaf blandt andet kendt for de to album ’Bat Out Of Hell’ og ’Bat Out Of Hell II: Back Into Hell’.
De to albums lavede han sammen med producenten Jim Steinman. Det første allbum er blandt de 35 mest sælgende i USA nogensinde.
Da Steinman døde sidste forår, skrev Meat Loaf i en offentlig hilsen: ’Jeg kommer snart, min bror Jimmy’. ’Flyv, Jimmy, flyv’.
Overvægten
Meat Loafs overvægt har altid været en stor del af fortællingen om den amerikanske sanger.
I hvert fald siden 1977, da han bragede igennem som kontrast til den populære glamourrock og discomusik, der som oftest blev spillet af velplejede og smukke mennesker.
Ind på scenen kom Meat Loaf (som betyder farsbrød) fra Texas. Tyk, svedende og langhåret optrådte han i stram skjorte med de tunge og melodiøse rocknumre fra ’Bat Out Of Hell’.
De mange kilo blev hurtigt en del af hans image.
I 1977 handlede teksterne til hits ofte om ingenting eller om kærlighed. Hitlisterne på den tid blev blandt andet præget af Boney M. og Donna Summer med numre som ’Daddy Cool’ og ’I Feel Love’.
Meat Loaf udgav flere albums efter 1977, men ingen af dem har været så populære som ’Bat Out Of Hell’.
Sideløbende med sangkarrieren har Meat Loaf givet den som skuespiller i en lang række film, blandt andet ’The Rocky Horror Picture Show’ og ’Fight Club’.
Ritzau/kultur@pol.dk
fortsæt med at læse


























