Et blødt sted i mig åbnede sig den isvinterdag i februar 1985, da jeg første gang hørte hende synge ’En nat i Metropolis’, ’Hud mod hud’, ’Tågedage’ og de andre sange på pladen ’Elisabeth’. Senere skulle jeg komme til at interviewe hende flere gange, men på det tidspunkt havde jeg aldrig mødt Elisabeth Gjerluff Nielsen. Alligevel gjorde alt det genkendelige i hendes musik, at jeg havde det, som om vi kendte hinanden. Lige fra pladens første iørefaldende nummer, ’En sømand som dig’. Når hun klart og bestemt sang om sit hjerte »du må aldrig tage det – bare røre«, bankede mit lidt højere af jubel.
Elisabeth Gjerluff Nielsens første musik med Voxpop havde været med på flyttelæsset, da jeg tog færgen over Storebælt og fik mit eget navn på døren til en lille billig bolig i hovedstaden, langt væk hjemmefra. I 1985 var hun blevet solist, jeg havde læst de positive anmeldelser af hendes solodebut i aviserne på Frederiksberg Bibliotek, og samme dag kom jeg hjem med en plade, der for mig var lyden af at være ung kvinde i København netop da. I hendes sange kunne jeg høre, hvordan det var at gå hjemad gennem byen tidligt søndag morgen på trætte hæle og svagt oplyst af neonreklamernes kolde skær.
