Det lyder ikke umiddelbart som Crazy Horse, da Neil Young i det blidest tænkelige humør klimprer sit nye album i gang med sin vision ’Love Earth’. En hymne til dengang, hvor vandet var klart og himlen blå, og børnene legede ude fra morgen til aften.
Men jeg skal så ellers sandelig love for, at det kommer til at lyde som den gode, gamle, galopperende rockkrikke Crazy Horse, da Neil Young få numre senere på ’I Walk With You’ (Earth Ringtone), ’Break The Chain’ og ikke mindst den 15 minutter lange formidabelt rockende ’Chevrolet’ skruer bissen på, så tråden tilbage til ’Rust Never Sleeps’ bliver rødglødende af grøn energi.


























