Hvis man var taget på Hotel Cecil tirsdag aften for at få sig et godt skud 80’er-nostalgi, var man gået galt i byen – eller også skulle man selv have medbragt den.
Det var der også enkelte blandt publikum, der gjorde. En kvinde ved siden af mig – cirka jævnaldrende med 66-årige Kasper Winding – dansede lykkeligt i stolen med en drink til ’Kom nu hjem’ og filmede det hele med blitz på sin iPhone. Dem var der ellers ikke mange af i luften til denne koncert. Det var et smukt syn at se koncerten gennem hendes øjne.




























