Den indflydelsesrige jazzmusiker Ahmad Jamal, som blandt andet var en inspiration for Miles Davis, blev 92 år.

Amerikansk jazzlegende er død

Foto: Remy Gabalda/Ritzau Scanpix
Foto: Remy Gabalda/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske jazzmusiker Ahmad Jamal er død i en alder af 92 år.

Det oplyser hans enke, Laura Hess-Hey, søndag amerikansk tid ifølge avisen The Washington Post.

Pianisten Ahmad Jamal krediteres blandt andet med at have haft stor indflydelse på Miles Davis.

Hans gennembrud kom i 1958 med albummet ’Ahmad Jamal at the Pershing: But Not for Me’, som lå på Billboards hitliste i over 100 uger.

Det blev ifølge avisen The New York Times et af de bedst sælgende instrumentale album nogensinde.

I 2007 blev Ahmad Jamal tildelt den franske ridderorden Ordre des Arts et des Lettres.

Og i 2017 fik han en livslang hæder i form af en Lifetime Achievement Award fra Grammy, den amerikanske musikindustris svar på filmbranchens Oscar.

Især skyldtes det hans bidrag til at udbrede jazzmusikken til et større publikum.

Ahmad Jamal blev født Frederick Russell Jones i Pittsburgh i delstaten Pennsylvania i 1930.

I 1950 konverterede han til islam og skiftede navn.

Aktiv til det sidste

I forbindelse med udgivelsen af en række før ukendte numre skrev avisen The New Yorker i 2022, at Ahmad Jamals musikalske koncept var en af datidens store innovationer.

Vennen Miles Davis skrev i sin selvbiografi om Ahmad Jamal:

»Han slog mig ud med sin forståelse af rum, sit lette anstrøg, sin underdrivelse og den måde, han formulerede noter og akkorder og passager på«.

I et interview sidste år med The New York Times sagde Ahmad Jamal, at han stadig holdt sig aktiv.

»Jeg udvikler mig stadig, når jeg sætter mig ved klaveret. Jeg får stadig nye ideer«.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her