Den 62-årige countrysanger blev diagnosticeret med kræft i maven i 2022.

Countrystjernen Toby Keith, der sang ved Trumps indsættelse, er død

Toby Keith optrådte, da Donald Trump blev indsat som præsident i 2017.  Foto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix
Toby Keith optrådte, da Donald Trump blev indsat som præsident i 2017. Foto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske countrysanger Toby Keith er død. Han blev 62 år.

Det fremgår af en udtalelse på det sociale medie X.

Toby Keith blev i 2022 diagnosticeret med kræft i maven, skriver ABC News. Det er dog uvist, om sygdommen er årsagen til hans død.

Han gennemgik dengang både stråle- og kemobehandling og blev opereret.

Countrysangeren var en af de kunstnere, der optrådte ved Donald Trumps indsættelse som USA’s præsident i januar 2017.

Mens præsidentindsættelser ofte er ledsaget af store amerikanske stjerners musik, havde Trump sværere end sine forgængere ved at finde navne, der ville optræde, da han skulle indsættes som præsident.

Flere kunstnere bed dog på krogen, og én af dem var Toby Keith.

Det var til trods for, at Keith ifølge musikmediet Soundvenue forinden havde udtalt, at han ikke kunne forstå, at republikaneren Donald Trump og demokraten Hillary Clinton kunne ende som præsidentkandidater i et land med flere end 300 millioner indbyggere.

Blandt de øvrige kunstnere ved indsættelsen var bandet 3 Doors Down og countrysangeren Lee Greenwood.

Ét af Toby Keiths mest kendte hit, ’Should’ve been a Cowboy’, var også hans debutsingle. Den blev udgivet i 1993.

Op gennem 1990’erne udgav han en række countryalbum, og produktiviteten fortsatte efter årtusindeskifte og helt til det sidste.

Således udgav Toby Keith sit seneste album med titlen ’100% Songwriter’ i november 2023.

ABC News har fået bekræftet sangerens død hos en af hans repræsentanter, skriver det amerikanske medie.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her