Saba, der vandt det danske melodi grand prix med sangen ’Sand’, bekræfter, at hun deltager i årets Eurovision.

Grandprixvinder vil deltage i omdiskuteret Eurovision

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vinderen af det danske melodi grand prix, Saba, bekræfter, at hun skal stå på scenen til årets Eurovision.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Inden det danske melodi grand prix lød det fra DR, at deltagerne oplevede et voldsomt pres i forhold til at tage stilling til krigen mellem Israel og Hamas på grund af Israels deltagelse i det internationale melodi grand prix.

Selv om Saba har valgt at deltage i Eurovision, er hun stadig mærket af konflikten i Mellemøsten.

»Glæden blegner i skyggen af situationen i Mellemøsten og de frygtelige ting, som sker i Gaza. Jeg deler fortvivlelsen og sorgen, og jeg prøver så godt som muligt at navigere i den ulykkelige situation«, lyder det i meddelelsen.

Hun håber, at European Broadcasting Company (EBU), der arrangerer det internationale melodi grand prix, vil lytte og tage alle indtryk ind.

Hos DR bakker man op om Sabas beslutning.

»Vi har stor forståelse for alle de tanker og følelser, det indebærer, og DR bakker op om Saba hele vejen til Malmø«, siger Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, i meddelelsen.

Efter sin sejr i lørdags skulle Saba overveje sin deltagelse i Eurovision.

»Jeg har ikke gjort mig særligt mange overvejelser, fordi det lå mig fjernt at komme til Eurovision«, sagde hun til Ritzau efter grandprixet.

»Så det er også nogle af de ting, jeg skal hjem og virkelig overveje, hvordan vi håndterer den situation«.

Hos EBU fastholder man, at Israel kan deltage i det internationale melodi grand prix. Og ifølge EBU-chef Noel Curran opfylder den statslige israelske tv-station, KAN, alle krav for at kunne deltage.

I år afholdes Eurovision i Malmö Arena, og konkurrencen løber over tre dage.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her