Selv om Michael Jackson blev frikendt i den stort anlagte sag om misbrug af børn, er det formentlig kun den midaldrende popkongens chimpanse og de mest ihærdige fans, der tror på, at den detroniserede regent nogensinde vil indtage tronen igen. Planeten Pop har med andre ord brug for en ny regent, der kan swinge taktstokken. Desværre for Robbie Williams led hans ambitioner skibbrud i de amerikanske tv-kanaler, hvor en humoristisk britisk charmør med flertydige bemærkninger hurtigt kan støde på grund. Med andre ord er rollen som kronprins helt og aldeles overladt til det 25-årige amerikanske wonderkid, Justin Timberlake, som da også i stiligt, sort jakkesæt spiller bold med en diskokugle/jordklode på coveret til sit andet album med den dobbelttydige titel ’Futuresex/Lovesounds’.
En ny popkonge?
Men Timberlake leger ikke bare med symbolet for party og pjank. Nej, han hamrer hælen af sin sorte laksko gennem kuglen på forsiden og gør klar til at kaste den ad helvede til på bagsiden. Med andre ord kunne meget tyde på, at den nye popkonge nægter at indtage sit glanspolerede rige.
Et indtryk, der til fulde bekræftes af musikken på opfølgeren til Justin Timberlakes kolossalt succesrige debut som solist, ’Justified’ fra 2002. En fornem forvaltning af den musikalske arv fra netop Michael Jackson. Fra første stød i den hårdtpumpede dyne af digital lyd i titelnummeret er det klart, at Justin Timberlake og hans producer Timbalake langtfra har stillet sig tilfreds med at kopiere den elegante, sexede og iørefaldende stil fra debuten. Justin Timberlake er så at sige vokset fra Michael Jacksons mere naive leg med poppen og den sorte musik og er tjekket ind på danseskolen hos den mere vovede Prince. Hvor er hittet?
Ved de første mange gennemlytninger leder ørerne med stadig stigende irritation efter et hook, et hit. Men i stedet får man i den grad lyttelapperne i Timberlakes maskine af programmeret, ofte næsten steril pop. Sangere som Usher, Missy Elliott og Nelly Furtado har før Justin Timberlake forsøgt sig med den meget maskinelle lyd og det hårdere udtryk, men ingen har dyrket det så konsekvent som her.
