Kritik Roots - Verdens bedste hip hop er tilbage

SERIØSE SPILLERE. Rødderne fra Philadelphia har med ’Game Theory’ skabt et mørkere og mere seriøst album. The Roots er stadig verdens bedste hiphopgruppe. – Foto: Universal
SERIØSE SPILLERE. Rødderne fra Philadelphia har med ’Game Theory’ skabt et mørkere og mere seriøst album. The Roots er stadig verdens bedste hiphopgruppe. – Foto: Universal
Lyt til artiklen

The Roots fra Philadelphia omtales tit som verdens bedste hiphopgruppe. Det fornemme ry har de opnået via en original, intelligent og live-baseret tilgang til rapmusik. Deres forkærlighed for at håndspille alle instrumenter og være mere end almindeligt live på en scene har skaffet dem en langtidsholdbar karriere på den eftertragtede crossover-grænse mellem mainstream og rendyrket hiphop. På de forløbne seks album har Roots givet os bæredygtige hiphop-hits som ’Silent Treatment’, ’You Got Me’, ’Don’t Say Nuthin’ og det store gennembrud ’The Seed’. Det aktuelle syvende album, ’Game Theory’, er på alle måder et helstøbt og ægte Roots-album. Det har den der særlige Roots-lyd, som er svær at definere, men som bliver tydeligst i de markante og uhyggeligt tight trommer – menneskeliggjort af producer og trommeslager ?uestlove. Hans tunge slagtøjsåndedræt ligger i hvert et beat, hvert et trommeslag og er Roots’ store trumfkort. Besøg fra udsmidte Malik B Ud over den faste rapper, Black Thought, er der besøg fra det tidligere Roots-medlem Malik B, der blev smidt ud af gruppen for nogle år siden pga. problemer med stoffer. Malik B er en solid rapper, og han gør et stærkt comeback her – stoffer eller ej. Black Thought har det vigtigste musthave for en rapper: stemmen. Derudover er der et par cool gæsterappere med: Peedi Peedi, Dice Raw (der også synger virkelig fedt) og den for mig ukendte rapper Porn. (Ja, prøv selv at google ham, det er lidt svært med det navn ...).

’Game Theory’ er på mange måder et mørkere, mere seriøst Roots-album, mere vredt og frustreret end de tidligere plader. F.eks. har de på coveret en tændstikmand dinglende med løkken om halsen. Der er ikke ’radiohittet’ denne gang, men et par stykker med sangomkvæd som ’Don’t Feel Right’ og ’Long Time’, men ellers har Roots ikke lavet en mainstreamvenlig plade.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her