29-årige DJ Mehdi fra Paris er en stor hiphop-kanon i hjemlandet, hvor han har arbejdet sammen med nationale helte som MC Solaar, Daft Punk og Etienne De Crécy og stået bag adskillige filmsoundtracks.
Mehdi er både dj, producer og solist, og ’Lucky Boy’ er hans andet soloalbum. Albumtitlen er yderst velvalgt, da 2007 meget vel kan komme til at stå i DJ Mehdi’s stjernetegn. Som førsteprioritet fra det ultra hotte pladeselskab Ed Banger bliver Mehdi nemlig konstant kædet sammen med de rigtige folk, fester og klubber og er genstand for worldwide hype.



























