Det er altid i august måned, at København folder sig ud i sin allermest urbane skønhed, når det gælder undergrundsfester, udendørsarrangementer og en snert af sydlandsk charme og varme. I år er ingen undtagelse. Denne weekend var der hele to godbidder med clubbing-giganten RAW 2007 i Silo52 på Bryggen og eftermiddagsarrangementet Stella Polaris, der fandt sted i Århus om lørdagen og i København om søndagen. Mental massage til storbyens hjerner Musikdagen Stella Polaris stammer oprindeligt fra Århus, hvor Vennelyst Parken har dannet ramme om de bløde toner, mens plænen foran Statens Museum for Kunst siden 2004 har lokket københavnerne ud af hjemmefimsen til en dag med picnicstemning og godt humør under åben himmel. Eller en oplagt dagen-derpå-massage til sind og ører for de tømmermændsramte. For tredje gang udgiver de to dj’s og arrangører bag Stella Polaris, Kalle B og Nicka, en compilation, så elskere af den melodiske, langsomme electronica-variant chillout kan hive den specielle storbystener-lyd med hjem i stuen. Opkaldt efter Nordstjernen (også kaldet Polarstjernen) er ambitionerne hos Stella Polaris-folkene høje, ligesom kvalitetsniveauet har været stadigt stigende på de medfølgende cd’er, der i år når et nyt højdepunkt. Cd-udgivelserne fra Stella Polaris er en samling af større eller mindre undergrundsnavne, hvoraf nogle traditionen tro er fundet ved at opfordre elektroniske musikere til at sende deres musik ind. Færøsk ener stener Det ligger til genren chillout, at vi er helt nede i tempo, grænsende til det lullende. Chilloutmusik har mere fokus på lydflader og sammensætning end på den rytme og energi, der ellers tit kendetegner elektronisk musik, som man f.eks. hører det på klubber. Her er det roen og stemningen, det handler om. Men folkene bag udgivelsen har denne gang fornyet genren ved at hive uventede navne ind, der blander kortene og rusker lidt i det sædvanligvis noget sløve tempo.
Et højdepunkt er f.eks. den færøske ener Teiturs meget personlige fortolkning af Jerry Lee Lewis-klassikeren ’Great Balls Of Fire’, som i hans hænder er en skælvende og lidt dyster sang.






























