De kunne selvfølgelig have kaldt sig Alvaar & The Altos, men nu faldt valget altså på det mere neutrale Architecture in Helsinki. Hvilket selvfølgelig også er et ret underligt navn for selv en nok så syret australsk organisme med 6-8 hoveder. Gruppen fra Melbourne har eksisteret siden sidst i 1990’erne, men er med sit tredje album ’Places Like This’, indspillet i gruppens eget studie med det flotte navn Supermelodyworld, parat til at gøre mærkeligt indtryk. Verden er fuld af store drenge og piger, der ikke er helt vilde med at blive voksne og fastholdt.
Minder om en legestue
Sådan nogle som i gruppen under ledelse af Cameron Bird, der rummer et hav af instrumenter og endnu flere idéer. Noget så gabetrist som ambitioner om et helstøbt album er der ikke plads til i den pseudo-finske tegnestue, der ærlig talt minder mere om en legestue, hvor alle ansvarlige pædagoger har sagt op i protest.
Så nu flyver legetøjet igennem luften, og alle synger hver sin sang.




























