At den færøske sopran Eivør Pálsdóttir er et sjældent stort talent, har man vidst i årevis i musikbranchen. Med sin sædvanlige logik udgiver den 23-årige sangerinde derfor på engelsk i et fnugfrit, internationalt regi. Der desværre også er ved fuldkommen at fjerne særpræget fra Eivør. I titelnummeret til sit femte album lyder det, som om hun forsøger sig hen i retning af afslappet new age. Og den søvndyssende pænhed hænger desværre ved resten af irske Dónald Lunnys bløde produktion omkring de ret beset spinkle sange, der er båret frem af akustisk guitar.
Omkring den smyger strygere og klaver sig så indsmigrende, at vi er meget langt fra Færøernes rå klippeskær. Alt for ensartet Hver for sig er sangene ikke kedelige, men heller ikke særprægede nok til, at man for alvor lægger mærke til dem, og Eivørs klangrige stemme lyder for det meste som en nedtonet version af Annisette i spidsen for et meget søvnigt ensemble af irske kirkemusikere. Det er lækkert nok, men alt for ensartet i melodi, tempo og indhold. Man sidder albummet igennem og glæder sig til den ene skæring med færøsk tekst, der er blevet plads til. Ordene i ’Elisabet og Elinborg’ klæder også stemmen bedre, men melodimæssigt sker der stadig for lidt. Vi under meget gerne resten af verden at møde Eivør og hende selv en international succes, men vil man hyre denne fremragende sangerinde i sit rette element, må man søge tilbage til hendes hidtil bedste album, det forunderligt smukke ’Krákan’ fra 2003.
