Det er ti år siden, engelske Beth Orton satte en ny dagsorden ved i mødet med William Orbit og Chemical Brothers at være medium for en fusion af de vidt forskellige genrer folkemusik og teknologisk fodflytteri. Siden debuten 'Trailer Park' har Orton på yderligere to plader udviklet sig til en mere traditionel skikkelse, men ikke desto mindre en af tidens mest markante og tidssvarende sangerinder. Da hun er vokset ud af et eksperiment, kan man ikke sige, at 'Comfort of Strangers' er en tilbagevenden til rødderne, men Ortons fjerde album er et uhyre enkelt, men også meget stærkt og fokuseret album, der ikke tillader et øjebliks distraktion fra hendes grundlæggende kvaliteter. Sangerinde. Sangskriver. Stor som det første i kraft af det andet. Begge dele fremhævet i Jim O'Rourkes (Sonic Youth, Wilco m.m.) præcise og umiddelbare produktion. Nogle gange laver en kunstner et album, der fra første tone lyder som et sandhedens øjeblik. 'Comfort of Strangers' er sådan et sandhedens øjeblik for Beth Orton. Et tidløst album, der hverken er eksperimenterende eller retro, men springer direkte fra kilden med disse sange, der både ser tilbage på barndom og kærlighed og tager bestik af fremtiden med nøgent mod indtil den alvorlige kulmination på 'Pieces of Sky'. På 'Comfort of Strangers' gør Beth Orton på sine egne præmisser og med stemmens rene ruhed den 62-årige klassiker Joni Mitchell og 33-årige rebel Cat Power til jævnaldrende søstre i musikken. Et udspil uden en eneste distanceblænding, men med masser af rum til fordybelse.