Døren tilpaladset står pivåben. Da vi jo kender adressen - det er nummer '3121' et sted i Hollywood Hills, hvor ellers? - kigger vi indenfor. Og ser de mange solidt polstrede sofaer, boblebadet i marmor, kandelabrene, de tunge forhæng, brusende perledekorationer i lysekronerne, den overdimensionerede dobbeltseng og den lilla pude ved siden af. Med påskriften 'Satisfied'. Det står ligesom ikke til diskussion i det her selskab. Den lille prins lader sig ikke selv se, men viser gerne herlighederne frem i bookletten til sin nye cd, der ganske enkelt bærer paladsets husnummer som titel. Jo, tak. Prince Roger Nelson er så sandelig kommet til ære, værdighed, penge (og måske ligefrem Viagra?) igen, efter at han for to år siden droppede sin årelange kamp mod pladebranchen, de tilbageblevne rester af imperiet, det indskrumpede publikum og ikke mindst sig selv. Pludselig var han tilbage med det gedigne album 'Musicology', der begavet trak på hans egen historie og det gyldne katalog med raffineret sexede popsange. Og samme år - i 2004 - tjente Prince 56 millioner dollar på at turnere rundt i USA med selv samme parade af klassikere. Væk var 14 minutter lange instrumentalnumre, hyldestsangene til Jehovas Vidner og påskriften 'Slave', som Prince skrev på sig selv som en slags indlæg i »lønforhandlingerne« med pladeselskabet. Til gengæld genfødte Prince sig selv i nogle stramme, velfungerende sange, der gerne stod ved opdragelsen i den gamle skole og oven i købet hyldede den i det fine titelnummer. Et længe ventet comeback var sikret og selv de, der mente, at sidste gode udspil fra Hans Kongelige Lidenhed var 'Sign o' The Times' fra 1987. Nu er tidenså inde til at fortsætte genopdagelsen på '3121', der udkommer på et nyt pladeselskab - den 47-årige Prince er med alderen og erfaringerne blevet en af de modne mænd, der ikke lige er så pjattet med at binde sig til faste forhold. Til gengæld er han helt pjattet med at lege med sin egen musikalske forhistorie, hvad han gør med stor elegance på et i store træk uhyre vellykket album, som faktisk kan måle sig med karrierens allerstørste. For en mand, hvis første hit - i 1979 - hed 'I Wanna Be Your Lover', er det ikke ligefrem chokerende, at sex fylder ganske meget. Men at Prince er så insisterende i sin forførelse i allerede første sang, det stramt funkede titelnummer, er sgu alligevel en artig overraskelse: »Drink champagne from a glass with chocolate handles. Don't U wanna come?«. Hop i kanen med Prince, og silkelagnerne letter som et flyvende tæppe med kurs direkte tilbage mod fortiden: »this is where the purple party people b« (farven lilla og den sparsomme bogstavering er en slags varemærker på tidligere Prince, red.). Varmen får lige et par grader mere i næste nummer, det struttende flotte og iørefaldende 'Lolita' kommer rullende på et groove fra 'Little Red Corvette' op blandt Princes mest sexede klassikere. Med en synthesizerfigur, der slår smut hen over tændte kroppe som fingre med dryppende varm massageolie på spidserne, som i 'Soft And Wet' fra de gode gamle dage. Men denne gang kan slemme Lolita ikke forføre gammelfar på paladset: »U're tryin' 2 write checks/ Ur body can't cash ... U're sweeter, but U'll never make a cheater out of me«, som han synger. Efter det musikalske dampbad kommer vi ud i solen med den gennemført flotte ballade på spansk 'Te Amo Corazon', inden vi skal i gang igen med aktiviteterne i det lilla boudoir på 'Black Sweat'. Her føjer Prince moderne elementer som en synthesizer med fløjtelyd og en velfungerende digital trommepuls under sin hårdt pressede falset og pralerier som »You'll be screaming like a white lady«. Det lyder lidt som Michael Jackson med egen samlejedukke på en øde pl@net i cyberspace. Underligt og fremmed, men effektivt og velgørende. Desværre er Prince i selskab med sin nye protege, sangerinden Tamar blevet lidt af en hund efter sirupsfedtede r'n'b-ballader. De klistrer i ørerne, er lidt for ordinære og fylder alt for meget på resten af albummet, hvor der dog også er regulære perler som 'Love': elektronisk funk med sød kløe i fjernbetjeningen og endnu en dansetræffer med klassikerpotentiale gemt i melodiens legesyge mellemstykke. Moderne, men også lækkert, som kun Prince kan være det og med et ekstremt effektivt mantra i »love is forever«. Knap så heldig er teksten til 'The Word', hvor vi i et pludseligt og uvarslet stemningsskift er tilbage hos Jehovas Vidner, der som bekendt efter egen opfattelse ikke behøver at frygte dommedag. »We gotta safeguard against the forked tongue and the treachery of the wicked one. Get up, come on, let's do something«, synger Prince. Som med et er forvandlet fra sexgud til prædikant. Nu gik det ellers lige så godt. Men selv om man er inviteret til fest på paladset med alle de gode minder, kan det altså godt gå galt. Heldigvis er fornøjelserne klart i overtal på dette album nummer 24 (!) i Princes 28-årige karriere. Den lille regent af dansegulv og dobbeltseng er trods alt tilbage med et eftertryk, der kan mærkes helt ned i den nederste linje bag på cd'en: »Produceret, arrangeret, komponeret og per4med af Prince«. Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, er det et garantistempel af de helt sjældne i poppens verden.