Trods at han er begavet med en ægte, kompromisløs soulstemme og en indlysende evne til at skrive godt om komplekse følelser har 49-årige Peter LeMarc fra Trollhättan i Västra Götaland haft vanskeligt ved at blive accepteret i sit hjemland for alvor.
Det har ændret sig. I 2005 genindspillede han nogle af sine egne sange på udgivelsen ’Sjutton Sånger – LeMarc sjunger LeMarc’, hvor de oprindelig stort orkestrerede sange musikalsk var skåret ind til benet, så man kan høre, hvor god en sangskriver denne her hypersensitive mand er.
Masser af ros
Og i forbindelse med udgivelsen af ’Kärlek i Tystnadens Tid’ fra i år har Peter LeMarc fået masser af ros. Forståeligt nok. Med sit nye album er han tilbage med en ambitiøs lyd, der forener svensk pops tradition og amerikansk soul.
Humor er ikke LeMarcs gebet. Han er en alvorsmand, som med sine tekster, kæmpestemme og musik får os til at reflektere over vore egne liv. Der har altid været et religiøst tonefald over hans sangskrivning, og ’Kärlek i Tystnadens Tid’ er ikke et album, man skal høre på en billig ghettoblaster.
Mindre kan gøre det, men LeMarc fortjener faktisk et kirkerums akustik.




























