’Dive Deep’ er ingen indlysende titel på det nye album fra London-gruppen Morcheeba. Medmindre man med dybdedykning associerer til ferieliv nær Stillehavet eller Zanzibar.
Mentalt svømmer Morcheebas bagmænd Paul og Ross Godfrey i hvert fald ikke i bund på det nye album, der er brødrenes andet, siden de oven på det elegante albumudspil ’Charango’ fra 2002 skiltes fra den drømmesyngende kvindelige stemme Skye Edwards.
Med hendes stemme i forgrunden var Morcheeba sofistikeret trip hop, der dog aldrig nåede Portisheads eller Massive Attacks dybder. Uden hende har de denne gang indkaldt vokalister så forskellige som den verdensfjernt syngende Judie Tzuke, den bevægende mørkemand Thomas Dybdahl og rapperen Cool Calm Pete.
Resultatet er underligt ufokuseret. Ligesom på ’The Antidote’ fra 2005 inddrager brødrene Godfrey en del akustisk, folkeinspireret guitarmusik i deres udtryk i sange, der denne gang for fleres vedkommende handler om at erobre verden og opdage, at man har glemt sig selv.
Men alvoren bag ordene smuldrer i noget i retning af en trip pop-vellyd, der ikke virker særlig nødvendig.
/ritzau/
fortsæt med at læse




























